Repatrieringslov § 10

§ 10. Kommunalbestyrelsen kan efter ansøgning yde en løbende, månedlig reintegrationsbistand i 5 år til en udlænding, der er omfattet af § 3, stk. 1 eller 6, hvis udlændingen

  1. ikke har midler, som kan dække behovet for reintegrationsbistand,

  2. ønsker at vende tilbage til hjemlandet eller det tidligere opholdsland med henblik på at tage varig bopæl,

  3. har tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark,

  4. har haft opholdstilladelse i Danmark i 5 år og

  5. på tidspunktet for repatrieringen er fyldt 65 år, opfylder betingelserne for at modtage førtidspension eller er fyldt 55 år og på grund af sin helbredstilstand eller lignende forhold må antages ikke at kunne skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

    Stk. 2. Pension, der medtages ved repatriering i medfør af lov om social pension eller bilaterale aftaler om social sikring mellem Danmark og andre lande, fradrages i reintegrationsbistanden.

    Stk. 3. Indenrigsministeren fastsætter størrelsen af reintegrationsbistanden for udlændinge, der repatrierer. Bistanden fastsættes i forhold til leveomkostningerne i de enkelte lande. Indenrigsministeren kan fastsætte nærmere regler om betingelserne for og fremgangsmåden ved udbetaling af reintegrationsbistand.

Kilde: Retsinformation.dk