← Lov om sygdomme og infektioner hos dyr

§ Lov om sygdomme og infektioner hos dyr · kapitel 19 af 26

Kapitel 6 – *

LOV nr 351 af 02/06/1999

Ind- og udførsel af dyr m.v.

§ 22. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om indførsel og udførsel af dyr, dele heraf eller animalske fødevarer, sæd, æg, embryoner af dyr samt gødning, hø, halm, dyrefoder og andre produkter og genstande, hvormed sygdomme og zoonotiske smitstoffer kan spredes.

§ 23. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om etablering, indretning og drift af veterinære grænsekontrolsteder. Ministeren kan herunder fastsætte regler om, at der i forbindelse med ansøgning om oprettelse af grænsekontrolsteder uden udgift for staten stilles fornødent udstyrede lokaler og indretninger til rådighed for grænsekontrollen med henblik på kontrol med indførsel fra og udførsel til lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab, og som ikke har indgået aftale med Det Europæiske Fællesskab om grænsekontrol, af de i § 22 nævnte dyr og produkter. Ministeren kan desuden bestemme, at grænsekontrolsteder, der alene benyttes i meget begrænset omfang, ophører som grænsekontrolsted.

    Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at de udgifter i forbindelse med drift af de i stk. 1 nævnte grænsekontrolsteder, der ikke dækkes af den betaling, som kræves i medfør af § 35, stk. 2, helt eller delvis afholdes af de lokale interessenter i grænsekontrolstedet.

§ 24. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan indgå aftaler om, at etablering og drift af grænsekontrolsteder som nævnt i § 23 helt eller delvis finansieres af lokale interessenter.