Lov om Forbrugerinformationen § 2

§ 2. Forbrugerinformationen ledes af et repræsentantskab og en bestyrelse.

    Stk. 2. Erhvervsministeren udpeger 33 medlemmer samt en formand, jf. stk. 4, til Forbrugerinformationens repræsentantskab. Fem medlemmer udpeges efter indstilling fra forbrugerorganisationer, tre medlemmer udpeges efter indstilling fra Forbrugerrådet, tre medlemmer udpeges efter indstilling fra organisationer med forbrugeroplysningsformål, fire medlemmer udpeges efter indstilling fra faglige forbund, fire medlemmer udpeges efter indstilling fra oplysningsforbund, syv medlemmer udpeges efter indstilling fra paraplyorganisationer, og syv medlemmer udpeges efter indstilling fra ministerier med forbrugeroplysningsopgaver. Antallet af organisationer og ministerier i førnævnte grupper fastsættes i vedtægterne, jf. § 3.

    Stk. 3. Repræsentantskabets medlemmer udpeges for en periode op til 4 år. Repræsentantskabets medlemmer kan genudpeges.

    Stk. 4. Bestyrelsen består af 10 medlemmer. Formanden udpeges af erhvervsministeren. Formanden er tillige medlem af og formand for repræsentantskabet. Syv medlemmer vælges af og blandt medlemmer af repræsentantskabet, som repræsenterer organisationerne. To medlemmer udpeges af erhvervsministeren blandt medlemmerne af repræsentantskabet, som repræsenterer ministerier med forbrugeroplysningsopgaver.

    Stk. 5. Bestyrelsens medlemmer udpeges for en periode op til 4 år. Et bestyrelsesmedlem kan genudpeges.

    Stk. 6. Forbrugerinformationen sekretariatsbetjenes m.v. af Forbrugerstyrelsen.

Vedtægter

Kilde: Retsinformation.dk