§ Lov om havne · kapitel 11 af 14
Kapitel 4 – Organisationsformer m.v.
LOV nr 326 af 28/05/1999
§ 6. En havn kan organiseres som
-
en statshavn,
-
en kommunal havn,
-
en kommunal selvstyrehavn,
-
et helt eller delvist kommunalt ejet aktieselskab eller
-
en privatretligt organiseret havn, der ikke er omfattet af nr. 4.
Stk. 2. To eller flere kommunalbestyrelser kan drive én eller flere havne som nævnt i stk. 1, nr. 2 eller 3, som et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse. Et amtsråd kan deltage i et kommunalt fællesskab som nævnt i 1. pkt. De kommunale tilsynsmyndigheders afgørelse om godkendelse af et kommunalt fællesskab om drift af en eller flere havne træffes efter indhentet udtalelse fra trafikministeren.
§ 7. En statshavn styres af trafikministeren eller den, som ministeren bemyndiger hertil.
Stk. 2. Ministeren kan nedsætte et havneråd til varetagelse af den daglige drift. Hvis et havneråd nedsættes, vælger kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori havnen ligger, 2 af rådets medlemmer. Ministeren fastsætter havnerådets beføjelser.
Stk. 3. Havnen forestår anlæg og drift af havneinfrastruktur, herunder dækkende værker, kajer, havnebassiner og tilstødende landarealer, og kan yderligere stille kraner, pakhuse og lign. til rådighed med henblik på at betjene skibe, stevedorer, areallejere m.fl.
Stk. 4. Trafikministeren eller den, som ministeren bemyndiger dertil, fastsætter takster for benyttelse af statens havne.
Stk. 5. Trafikministeren kan beslutte, at en statshavn overdrages til en kommune, jf. § 6, stk. 1, nr. 2 og 3, eller omdannes til aktieselskab, jf. § 6, stk. 1, nr. 4 og 5.
§ 8. En kommunal havn styres af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor havnen ligger.
Stk. 2. Havnen forestår anlæg og drift af havneinfrastruktur m.v., herunder dækkende værker, kajer, havnebassiner og tilstødende landarealer.
Stk. 3. Hvis en kommunal havn har en årlig godsomsætning på over 0,5 mio. t eller har landinger af fisk til en årlig landingsværdi på over 100 mio. kr., kan kommunalbestyrelsen beslutte, at havnen skal omdannes til en af de i § 6, stk. 1, nr. 3-5, nævnte havne.
§ 9. En kommunal selvstyrehavn er en selvstændig virksomhed, som styres af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor havnen ligger.
Stk. 2. Havnen ledes af en havnebestyrelse, der vælges af kommunalbestyrelsen. Havnebestyrelsens medlemstal skal være ulige. For hvert medlem udpeges en stedfortræder, som kan indkaldes, når et medlem er forhindret i at deltage. Valget sker på kommunalbestyrelsens konstituerende møde og har virkning for kommunalbestyrelsens funktionsperiode. Havnebestyrelsen vælger en formand.
Stk. 3. Kommunalbestyrelsen skal efter havnebestyrelsens indstilling godkende bestyrelsesvedtægt og regnskaber samt beslutninger om optagelse af lån og om ansættelse og afskedigelse af havnechef.
Stk. 4. Kommunalbestyrelsen og havnebestyrelsen skal ved udøvelsen af deres kompetence varetage havnens interesser. Havnebestyrelsen er over for kommunalbestyrelsen ansvarlig for havnens drift og vedligeholdelse.
Stk. 5. Havnen forestår anlæg og drift af havneinfrastruktur, herunder dækkende værker, kajer, havnebassiner og tilstødende landarealer, og kan yderligere stille kraner, pakhuse og lign. til rådighed med henblik på at betjene skibe, stevedorer, areallejere m.fl.
Stk. 6. Såfremt forholdene i særlige tilfælde tilsiger det, kan trafikministeren efter ansøgning fra kommunalbestyrelsen tillade, at havnen ud over de opgaver, som er nævnt i stk. 5, kan forestå havnerelateret operatørvirksomhed enten selv eller i samarbejde med private virksomheder.
Stk. 7. Havnen drives således, at dens indtægter mindst dækker udgifterne. Inden for de af kommunalbestyrelsen fastsatte økonomiske rammer og i forbindelse hermed trufne vedtagelser disponerer havnebestyrelsen selvstændigt over anlægs- og driftsmidler alene til formål, der særlig tjener havnens interesser.
Stk. 8. Havnens midler skal være regnskabsmæssigt adskilt fra kommunens, jf. dog stk. 11, 2. pkt. Havnen skal udarbejde resultatopgørelse og balance efter reglerne i årsregnskabsloven. Regnskabsaflæggelse i øvrigt skal foregå efter principperne i årsregnskabsloven. Revision af havnens regnskaber foretages af en af kommunalbestyrelsen valgt revisor.
Stk. 9. Trafikministeren fastsætter regler om vederlag og udgiftsgodtgørelse til havnebestyrelsens formand og øvrige medlemmer samt disses stedfortrædere. Udgifterne hertil afholdes af havnekassen.
Stk. 10. En kommunal selvstyrehavn kan efter kommunalbestyrelsens beslutning overgå til en kommunal havn, når havnen ikke længere er i en konkurrencesituation. En havn anses ikke længere for at være i konkurrence, når den har en årlig godsomsætning på under 0,5 mio. t eller har landinger af fisk til en årlig landingsværdi på under 100 mio. kr. og har en godsomsætning på under 0,3 mio. tons. Herudover anses en havn ikke for at være i konkurrence, når den kun betjener et mindre antal virksomheder i havnens nærområde og disses godsomsætning ikke kan flyttes til andre havne.
Stk. 11. En kommunal selvstyrehavn skal overgå til at være en kommunal havn, når den i 3 på hinanden følgende år samlet har haft et negativt driftsresultat efter renter, men før afskrivninger. Kommunalbestyrelsen kan dog i særlige tilfælde med trafikministerens godkendelse beslutte i stedet at tilføre havnen ny kapital.
§ 10. En havn organiseret som helt eller delvist kommunalt ejet aktieselskab er en erhvervsdrivende virksomhed. En havn organiseret som et helt kommunalt ejet aktieselskab sidestilles med statslige aktieselskaber i aktieselskabsloven og i årsregnskabsloven.
Stk. 2. Når en kommunal selvstyrehavn eller en kommunal havn omdannes til et aktieselskab og der i den forbindelse foretages apportindskud af anlæg m.v., kan udbytte m.v. til aktionærer først udbetales, efter at der er foretaget hensættelser til vedligeholdelse af og nyanlæg i havnen.
Stk. 3. En havn organiseret som et helt eller delvist kommunalt ejet aktieselskab kan ud over at drive havnevirksomhed som en kommunal selvstyrehavn, jf. § 9, stk. 5, alene udføre havnerelateret operatørvirksomhed.
§ 11. En privatretligt organiseret havn er en erhvervsdrivende virksomhed, som ikke i denne lov er begrænset i sin adgang til at drive virksomhed.