Evalueringsloven § 8

§ 8. Evalueringsgruppen, jf. § 6, stk. 8, har ansvaret for evalueringen og den evalueringsrapport, der skal afslutte evalueringen. Rapporten afgives til bestyrelsen. Evalueringsrapporter vedrørende evalueringer under Undervisningsministeriets område afleveres af bestyrelsen til undervisningsministeren senest 14 dage før offentliggørelsen. Andre evalueringsrapporter afleveres til vedkommende minister m.v., jf. § 2, stk. 3 og 4, eller vedkommende rekvirent, jf. § 3, senest 14 dage før offentliggørelsen.

Stk. 2. Evalueringsinstituttet offentliggør alle evalueringsrapporter og orienterer offentligheden om sin aktivitet. Instituttet afgiver ved årets afslutning en beretning om årets aktivitet.

Stk. 3. Evalueringsrapporter må ikke indeholde oplysninger om karaktergennemsnit for fag, hold eller samtlige eksaminer eller prøver på en institution eller grupper af institutioner, bortset fra landsgennemsnit. Arbejdsmateriale vedrørende de i 1. pkt. nævnte oplysninger er undergivet ubetinget tavshedspligt hos evalueringsinstituttet.

Stk. 4. Evalueringsinstituttets sager om evaluering er omfattet af offentlighedsloven, når den endelige rapport er offentliggjort, jf. stk. 1.

Stk. 5. Når evalueringsinstituttet til brug for gennemførelsen af en evaluering modtager arbejdsdokumenter, der i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven er interne, mister dokumenterne ikke som følge af videregivelsen deres interne karakter.

Kilde: Retsinformation.dk