Evalueringsloven § 6
§ 6. Bestyrelsen har den overordnede ledelse af evalueringsinstituttet og fastlægger instituttets virksomhed.
Stk. 2. Bestyrelsen udarbejder efter indstilling fra lederen årsprogrammet for instituttet, herunder forslag til rammer for den indtægtsdækkede virksomhed.
Stk. 3. Instituttets leder ansættes og afskediges af bestyrelsen efter undervisningsministerens godkendelse. Bestyrelsen ansætter og afskediger instituttets øvrige personale. Bestyrelsen kan bemyndige lederen til at ansætte og afskedige instituttets øvrige personale.
Stk. 4. Bestyrelsen nedsætter et repræsentantskab fælles for alle uddannelsesområder. Repræsentantskabet har til opgave en gang om året at udtale sig om evalueringsinstituttets årsrapport og om årsprogrammer samt om bestyrelsens indstilling om prioritering af indsatsområder til undervisningsministeren. Bestyrelsen, der mindst en gang om året afholder et møde med repræsentantskabet, skal dels forholde sig til repræsentantskabets udtalelser i henhold til 2. pkt. og har dels pligt til at videreformidle repræsentantskabets udtalelser.
Stk. 5. Repræsentantskabet, der består af 27 medlemmer, sammensættes på følgende måde:
-
7 medlemmer efter indstilling fra sektoren for skoleejere, bestyrelsesforeninger og arbejdsgivere, således at der er 1 repræsentant for Kommunernes Landsforening, 1 repræsentant for Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab, 1 repræsentant for Amtsrådsforeningen i Danmark, 1 repræsentant for området for frie skoler, 1 repræsentant for ungdomsuddannelsesområdet, 1 repræsentant for de videregående uddannelsers område og 1 repræsentant for voksen- og efteruddannelsesområdet.
-
4 medlemmer efter indstilling fra sektoren for rektorforsamlinger og ledersammenslutninger, således at der er 1 repræsentant for grunduddannelsesområdet, 1 repræsentant for ungdomsuddannelsesområdet, 1 repræsentant for de videregående uddannelsers område og 1 repræsentant for voksen- og efteruddannelsesområdet.
-
6 medlemmer efter indstilling fra sektoren for arbejdsmarkedets parter, således at der er 3 repræsentanter fra arbejdsgiverside og 3 repræsentanter fra arbejdstagerside.
-
4 medlemmer efter indstilling fra sektoren for faglige lærerorganisationer, således at der er 1 repræsentant for grunduddannelsesområdet, 1 repræsentant for ungdomsuddannelsesområdet, 1 repræsentant for de videregående uddannelsers område og 1 repræsentant for voksen- og efteruddannelsesområdet.
-
4 medlemmer efter indstilling fra sektoren for studenter- og elevsammenslutninger, således at der er 1 repræsentant for grunduddannelsesområdet, 1 repræsentant for ungdomsuddannelsesområdet, 1 repræsentant for de videregående uddannelsers område og 1 repræsentant for voksen- og efteruddannelsesområdet.
-
2 medlemmer med en bred international, evalueringsfaglig viden, der skal udpeges af repræsentantskabet.
Stk. 6. Repræsentantskabet nedsættes for en 3-årig periode, der følger bestyrelsens beskikkelsesperiode. Dog beskikkes de 4 repræsentanter for studenter- og elevsammenslutninger kun for 2 år.
Stk. 7. Nærmere regler om repræsentantskabet og dets virksomhed fastsættes i evalueringsinstituttets vedtægt.
Stk. 8. Bestyrelsen nedsætter efter indstilling fra lederen en evalueringsgruppe for hver evaluering. Evalueringsgruppen består af personer med særlig sagkyndig ekspertise på det område, der skal evalueres. Medlemmer af bestyrelsen eller ansatte ved instituttet kan ikke indgå i evalueringsgruppen. Bestyrelsen sikrer, at medlemmerne af evalueringsgruppen ikke er inhabile.
Kilde: Retsinformation.dk