← Fiskeriloven

§ Fiskeriloven · kapitel 1 af 24

Kapitel 1 – *

LOV nr 281 af 12/05/1999

Lovens formål, område og definitioner

§ 1. Lovens formål er gennem en forvaltning, der sikrer beskyttelse og ophjælpning af levende ressourcer i salt- og ferskvand samt beskyttelse af andet dyre- og planteliv, at sikre et bæredygtigt grundlag for erhvervsmæssigt fiskeri og dertil knyttede erhverv samt muligheden for rekreativt fiskeri.

§ 2. Loven gælder for fiskeri i saltvand og ferskvand, jf. § 3, nr. 2 og 3, for opdræt af fisk og for omsætning m.v. af fisk samt for områder, der er omfattet af EF-retsakter på fiskeriets område. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan træffe bestemmelse om, at loven eller dele heraf også skal gælde for alger.

    Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at loven og regler fastsat i medfør af loven også skal gælde for fisk, der landes her i landet, selv om fiskeriet ikke er omfattet af stk. 1.

    Stk. 3. Regler, der fastsættes i medfør af loven, kan udstedes for hele landet eller for nærmere angivne lokalområder. Reglerne kan omfatte alle eller enkelte former for fiskeri, jf. kapitel 4.

§ 3. I denne lov forstås ved:

  1. Fisk: Enhver art af fisk, pighuder, krebs- og bløddyr samt bestanddele, produkter og partier heraf, herunder opdrættede arter.

  2. Saltvand: Dansk fiskeriterritorium og fiskeri med dansk indregistreret fartøj uden for dette område.

  3. Ferskvand: Søer, åer, bække og andre lignende naturlige ferske vande samt kanaler, grøfter og lignende kunstigt frembragte vande, der indgår som led i eller træder i stedet for dele af et naturligt vandløbssystem, eller som har afløb til saltvand, samt, hvor dette er særligt bestemt, jf. § 41, oversvømmede arealer og kunstigt frembragte ferske vande, der ikke indgår som led i eller træder i stedet for dele af et naturligt vandløbssystem eller har afløb til saltvand.

  4. Omsætning m.v.: Forhandling, opbevaring, transport, behandling, erhvervelse, modtagelse, overdragelse og import af fisk i Danmark og samhandel med og eksport af fisk, der finder sted fra Danmark.

  5. EF-retsakter: Det Europæiske Fællesskabs forordninger, direktiver og beslutninger, jf. § 10.