Lov om forsikringsmæglervirksomhed § 9

§ 9. Finanstilsynet skal på forhånd underrettes om og godkende enhver fysisk eller juridisk persons direkte eller indirekte erhvervelse af en kvalificeret andel i et forsikringsmæglerselskab samt sådanne forøgelser af den kvalificerede andel, der medfører, at denne udgør eller overstiger en grænse på henholdsvis 20 pct., 33 pct. og 50 pct., eller at forsikringsmæglerselskabet bliver et datterselskab.

    Stk. 2. Ved kvalificeret andel forstås direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 pct. af kapitalen eller stemmerettighederne eller en andel, som giver mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på ledelsen af forsikringsmæglerselskabet.

    Stk. 3. Erhvervelse eller forøgelse af en andel som nævnt i stk. 1 kan kun godkendes, når dette ikke strider mod hensynet til at sikre en forsvarlig drift af forsikringsmæglerselskabet. Finanstilsynets godkendelse eller afslag skal foreligge senest 3 måneder efter underretningen om den påtænkte investering.

    Stk. 4. Finanstilsynet kan ved godkendelse af en erhvervelse eller forøgelse efter stk. 1 fastsætte en frist for gennemførelsen af denne.

    Stk. 5. Kapitalejere, som har en andel på mindst 10 pct., og som påtænker at mindske denne andel, således at den falder under en af de i stk. 1 fastsatte grænser, skal underrette Finanstilsynet herom og angive størrelsen af den påtænkte fremtidige andel.

    Stk. 6. Når et forsikringsmæglerselskab får kendskab til erhvervelser eller afhændelser af andele som nævnt i stk. 1 og 5, skal forsikringsmæglerselskabet straks give Finanstilsynet meddelelse herom.

    Stk. 7. Forsikringsmæglerselskaberne skal i forbindelse med indsendelsen af den i § 18, stk. 1, nævnte specifikation give Finanstilsynet meddelelse om navnene på de kapitalejere, som ejer en kvalificeret andel i forsikringsmæglerselskabet, og om størrelsen af disse andele.

Kilde: Retsinformation.dk