← Lov om forsikringsmæglervirksomhed

§ Lov om forsikringsmæglervirksomhed · kapitel 1 af 5

Kapitel 1 – *

LOV nr 238 af 21/04/1999

Indledende bestemmelser

§ 1. Denne lov finder anvendelse på forsikringsmæglervirksomhed.

    Stk. 2. Ved forsikringsmæglervirksomhed forstås erhvervsmæssig formidling af tilbud om direkte forsikringer fra flere forskellige frit valgte forsikringsselskaber samt eventuel administration og rådgivning om forsikringsforhold i tilknytning hertil.

    Stk. 3. Ved en forsikringsmægler forstås en person, der driver den i stk. 2 omhandlede virksomhed. Ved et forsikringsmæglerselskab forstås et selskab, der driver den i stk. 2 omhandlede virksomhed.

§ 2. Forsikringsmæglervirksomhed efter denne lov må kun drives som enkeltmandsvirksomhed, interessentskab eller i et aktie- eller anpartsselskab, jf. dog stk. 2.

    Stk. 2. Herudover kan forsikringsmæglervirksomhed her i landet drives af forsikringsmæglere og forsikringsmæglerselskaber, der er etablerede i et andet land inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, og som omfattes af artikel 2, stk. 1, litra a, i Rådets direktiv 77/92/EØF om forsikringsagenter eller forsikringsmæglere. Det gælder dog kun, hvis de pågældende forsikringsmæglere har ret til at drive tilsvarende virksomhed i hjemlandet.