§ Lov om produktionsskoler · kapitel 7 af 8
Kapitel 7 – *
LOV nr 1124 af 29/12/1999
Andre bestemmelser
§ 16. Efter regler fastsat af undervisningsministeren kan produktionsskoler udbyde undervisning og anden aktivitet som indtægtsdækket virksomhed.
§ 17. Produktionsskolerne udbetaler en skoleydelse til deltagerne, jf. dog stk. 2. Skoleydelsens størrelse pr. uge fastsættes på de årlige finanslove.
Stk. 2. Skoleydelsen udbetales til deltagere, der udløser statstilskud, dog ikke til deltagere, der er aktiverede i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om skoleydelsen, herunder om, at denne ikke skal udbetales til visse grupper af deltagere.
§ 18. Til produktionsskolernes deltagere ydes tilskud til udgifter til befordring mellem bopæl og skole. Tilskuddet ydes til deltagere, der udløser statstilskud, dog ikke til deltagere, der er aktiverede i henhold til lov om aktiv socialpolitik eller lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Tilskuddet ydes af amtsrådet efter regler fastsat af undervisningsministeren.
§ 19. Deltagere på produktionsskoler, der kommer til skade som følge af undervisning under arbejdspladslignende forhold, er berettiget til erstatning m.v. efter reglerne i lov om sikring mod følger af arbejdsskade. Udgifterne til erstatning m.v. afholdes af staten.
Stk. 2. Erstatningsordningen efter stk. 1 omfatter deltagere, der udløser statstilskud. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om ordningen.
§ 20. Produktionsskoler samarbejder med andre uddannelsesinstitutioner i et lokalt fællesskab. Samarbejdet kan angå udbudet af uddannelser, kurser og vejledningsaktiviteter m.v. og gensidig meddelelse af oplysninger om planlagte og forventede initiativer. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
§ 21. Undervisningsministeren kan yde tilskud til forsøgs- og udviklingsarbejder samt til konsulentvirksomhed.
Stk. 2. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om tilskud i henhold til stk. 1, herunder om regnskab og revision.
Stk. 3. Undervisningsministeren kan fravige bestemmelserne i denne lov i forbindelse med forsøgs- og udviklingsarbejder.