§ Lov om sikkerhed til søs · kapitel 21 af 25
Kapitel 9 – *
LOV nr 900 af 16/12/1998
Betaling og sikkerhedsstillelse i forbindelse med afholdelse af syn og tilbageholdelser
§ 24. Syn af skibe, der foretages af Søfartsstyrelsen, er gratis, jf. dog stk. 2 og 4 samt § 25, 2. pkt.
Stk. 2. Stk. 1 omfatter ikke
-
syn og godkendelser m.v., som foretages af Søfartsstyrelsen, selv om de er omfattet af en autorisation meddelt i henhold til § 22,
-
syn, som foretages af Søfartsstyrelsen, fordi der er givet fritagelse fra regler fastsat i medfør af § 23 om optagelse i klassifikationsselskabers registre,
-
syn, der efter anmodning udføres uden for sædvanlig arbejdstid,
-
første hovedsyn af skibe, som foretages i udlandet, samt andre syn, der efter anmodning foretages i udlandet, eller
-
aftalte syn, der ikke har kunnet påbegyndes, må afbrydes eller ikke har kunnet afsluttes inden for en fastsat normtid på grund af værftets, rederiets eller disses repræsentanters forhold.
Stk. 3. De i §§ 22 og 23 nævnte klassifikationsselskaber, andre virksomheder og enkeltpersoner kan kræve betaling for deres arbejde.
Stk. 4. Såfremt der ved inspektion af et udenlandsk skib er konstateret fejl, som gør tilbage-holdelse af skibet berettiget, kan Søfartsstyrelsen opkræve betaling for inspektionen. Tilbageholdelsen ophæves ikke, før der er sket fuldstændig betaling eller stillet sikkerhed herfor.
§ 25. Erhvervsministeren fastsætter regler om normtider for lovpligtige syn af skibe og om betaling for de i § 24, stk. 2 og 4, nævnte syn m.v. Erhvervsministeren fastsætter endvidere regler om betaling for ikke lovpligtige syn og syn, der foretages på udenlandske skibe, herunder skibe under bygning, samt om betaling for godkendelse af skibsudstyr eller af fartøjer.