§ Lov om sikkerhed til søs · kapitel 14 af 25
Kapitel 2 – *
LOV nr 900 af 16/12/1998
Forskrifter vedrørende skibes bygning, udstyr og drift m.v.
§ 2. Ethvert skib skal være bygget og udstyret og skal drives således, at menneskeliv på søen er sikret fuldt betryggende, og således, at det er egnet til det formål, det til enhver tid er bestemt for. Der skal tages mest muligt hensyn til beskyttelse af havet mod forurening.
Stk. 2. Skibet skal være forsynet med navigeringsmidler, maskinanlæg, radioanlæg, redningsmateriel, lægemidler samt brandsikrings- og brandslukningsmidler i et sådant omfang, at de ombordværende, skibet og ladningen er sikret bedst muligt.
Stk. 3. Skibets arbejdssteder og opholdsrum m.v. skal være indrettet således, at der tages mest muligt hensyn til sikkerheden og sundhedstilstanden om bord og de ombordværendes velbefindende samt deres beskyttelse mod skadelige påvirkninger.
Stk. 4. Skibet skal være forsynet med konstruktionsmæssige og tekniske indretninger til beskyttelse af havet mod forurening.
§ 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om skibes bygning, udstyr og drift, herunder om,
-
hvornår og efter hvilke retningslinjer et skib skal synes, eftersyn, godkendelse og afprøvning af materiel, krav, der skal stilles til skibes stabilitet, lastelinjer og dybgangsmærker, og rederens og skibsførerens pligter i forbindelse hermed,
-
hvilke love, forskrifter, certifikater og skibsbøger, herunder skibsjournaler og -planer i forbindelse med forebyggelse af forurening fra skibe, samt tilsynsbøger der skal være om bord, og om autorisation, indretning og førelse af bøgerne, samt om, hvilke opslag der skal være anbragt om bord,
-
hjælpemidler og materialer, om disses indretning og mærkning, anvendelse, vedligeholdelse og pasning, om sikkerhedsarbejdet, om arbejdsgiverens pligter i forbindelse med de sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold, hvorunder arbejde om bord, som ikke er omfattet af lov om arbejdsmiljø, skal udføres,
-
skibets sikkerheds-, brand- og redningstjeneste, sundhedsforholdene og renligheden om bord, sygdomsbehandlernes sundhedsuddannelse, arbejdsmedicinske undersøgelser, udgifternes afholdelse i forbindelse hermed, samt arbejdsgiverens og arbejdstagerens pligter i denne forbindelse,
-
ansvarsområdet for skibsofficerer og andre om bord, der har ledende stillinger,
-
forebyggelse mod at få blindpassagerer om bord samt behandlingen af blindpassagerer om bord,
-
mærkning, lastning, transport og losning af farligt gods og anden ladning, der kræver særlige foranstaltninger af hensyn til skibets og menneskelivs sikkerhed og beskyttelse af havet mod forurening, og
-
transport af levende dyr.
§ 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om levering, markedsføring og fremstilling af fritidsfartøjer, skibsudstyr, personlige værnemidler og andre produkter, som anvendes om bord i skibe.
Stk. 2. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om forhold, som afsenderen skal iagttage ved transport af gods til søs.
Stk. 3. Erhvervsministeren fastsætter regler om undersøgelse af ulykker til søs, der vedrører danske skibe, samt ulykker til søs med anden tilknytning til Danmark, herunder om
-
meldepligt og fjernelse af vragdele i forbindelse med søulykker med henblik på at sikre undersøgelsesmulighederne,
-
samarbejde med udenlandske myndigheder og
-
begrænsning i adgangen til aktindsigt, indtil undersøgelsen er afsluttet.
Stk. 4. Søfartsstyrelsen kan påbyde, at den, der markedsfører et fartøj eller et produkt som nævnt i stk.1, og som anvendt i overensstemmelse med sin bestemmelse kan frembyde fare for sikkerhed, sundhed eller miljø, skal træffe de nødvendige foranstaltninger til afværgelse heraf. Det kan herunder påbydes,
-
at levering eller markedsføring af de pågældende fartøjer eller produkter skal standses, og
-
at de pågældende produkter eller fartøjer skal tilbagekaldes fra markedet.
§ 5. For skibe, hvis køl er lagt, eller som er på tilsvarende konstruktionsstadium, på det tidspunkt da nye regler udstedt efter §§ 3 og 4 træder i kraft, kan det fastsættes, at de nye regler ikke eller ikke i fuldt omfang skal finde anvendelse. Der skal herved tages rimeligt hensyn til beskyttelse af havet mod forurening, sikkerheds- og sundhedsmæssige forhold samt skibets art og anvendelse.
Stk. 2. For skibe under 20 BRT eller med en bruttotonnage på under 20 og for bevaringsværdige skibe kan der fastsættes lempeligere regler, der fraviger bestemmelserne i § 2.