§ Lov om undervisning i dansk som andetsprog for voksne udlændinge m.fl. og sprogcentre · kapitel 3 af 8
Kapitel 3 – *Sprogcentrene*
LOV nr 487 af 01/07/1998
§ 10. Et sprogcenter skal have en størrelse, der muliggør holddannelser med ensartet dansksprogligt niveau og mål. Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler herom samt om sprogcentre.
Stk. 2 . Et sprogcenter kan, hvor det findes hensigtsmæssigt, henlægge dele af undervisningen til afdelinger, der geografisk er placeret uden for sprogcentret inden for eller uden for den kommune, hvor centret er beliggende.
Stk. 3 . Et sprogcenter kan henlægge dele af undervisningen til andre offentlige eller private uddannelsesinstitutioner, hvis det fremgår af driftsoverenskomsten, jf. § 11.
§ 11. En kommunalbestyrelse kan, eventuelt efter forudgående aftale med en eller flere kommunalbestyrelser, oprette et kommunalt sprogcenter i kommunen eller indgå driftsoverenskomst om undervisningens gennemførelse med et sprogcenter, der er beliggende i kommunen. Et sprogcenter kan ikke oprettes og drives af flere kommuner i fællesskab.
Stk. 2. Den kommunalbestyrelse, der etablerer undervisningen i kommunen eller indgår overenskomst herom med et sprogcenter beliggende i kommunen, er den driftsansvarlige kommune (centerkommunen). Hvor særlige forhold taler herfor, kan undervisningsministeren godkende, at centerkommunen er en anden kommune end den, hvor sprogcentret er beliggende.
Stk. 3 . Centerkommunalbestyrelsen skal sikre, at en kommunalbestyrelse, der ønsker at benytte sig af et undervisningstilbud i centerkommunen, får mulighed herfor.
Stk. 4. Et sprogcenter indgår driftsoverenskomst med kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor centret er beliggende, jf. dog stk. 2, 2. pkt. Et sprogcenter kan kun indgå driftsoverenskomst med een kommunalbestyrelse.
Stk. 5. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af driftsoverenskomster.
§ 12. Kommunalbestyrelsen i centerkommunen fører tilsyn med sprogcentrets virksomhed efter denne lov. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet og udøvelsen af tilsynet.
§ 13. Den daglige ledelse af et sprogcenter varetages af en forstander, der tillige har det pædagogiske ansvar.
Stk. 2. Forstanderen træffer alle konkrete afgørelser vedrørende kursisterne.
Stk. 3. Forstanderen kan ikke samtidig være leder af en anden uddannelsesinstitution.
§ 14. Med henblik på at rådgive sprogcentrets ledelse og centerkommunen nedsætter centerkommunalbestyrelsen i tilknytning til hvert sprogcenter et sprogcenterråd. Sprogcenterrådet sammensættes af personer, som er udpeget af brugerkommuner og arbejdsformidling, og af repræsentanter for det lokale arbejdsmarked, voksenuddannelsesinstitutioner m.v. I sprogcenterrådet skal endvidere være repræsentanter valgt af og blandt sprogcentrets kursister og lærere.
Stk. 2 . Sprogcenterrådet fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 15. Ved hvert sprogcenter nedsættes et pædagogisk råd, som er rådgivende for centrets forstander og sprogcenterrådet. Rådet består af sprogcentrets forstander og alle medarbejdere, der varetager undervisningsopgaver og andre pædagogiske opgaver.
Stk. 2. Det pædagogiske råd fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 16. Ved hvert sprogcenter kan kursisterne nedsætte et kursistråd til at varetage deres interesser.
Stk. 2. Kursistrådet fastsætter selv sin forretningsorden.
§ 17. Undervisningen på sprogcentrene skal foregå i egnede lokaler i et voksenpædagogisk skolemiljø med fornødent udstyr. Undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler herom.
§ 18. Sprogcentrene samarbejder med andre sprogcentre og andre voksenuddannelsesinstitutioner i et lokalt fællesskab i sprogcentrets optagområde. Samarbejdet har til formål at sikre, at uddannelsesstederne udnytter deres ressourcer bedst muligt, og at de informerer og vejleder samordnet om deres samlede uddannelsestilbud. Som led i samarbejdet danner uddannelsesinstitutionerne et lokalt fælles samarbejdsforum, som mødes mindst een gang hvert kvartal.
§ 19. Bestemmelser om løn- og øvrige ansættelsesforhold for forstandere og lærere, der er ansat på et sprogcenter, skal godkendes af det i lov om kommunernes styrelse § 67 nævnte lønningsnævn.