← Lov om den selvstændige offentlige virksomhed DSB og om DSB S-tog A/S

§ Lov om den selvstændige offentlige virksomhed DSB og om DSB S-tog A/S · kapitel 3 af 7

Kapitel 3 – *Regnskabsmæssige forhold, investeringsbeslutninger, optagelse af*

LOV nr 485 af 01/07/1998

lån og forsikring

§ 11. De for aktieselskaber gældende regler i årsregnskabsloven, herunder de bestemmelser, der gælder for statslige aktieselskaber, finder anvendelse for DSB med de ændringer, der følger af denne lov. Herudover fastsætter trafikministeren et regnskabsreglement for virksomheden, jf. lov om jernbanevirksomhed m.v. § 7, stk. 1.

Stk. 2. DSB's årsregnskaber revideres efter årsregnskabslovens regler af en statsautoriseret revisor og af rigsrevisor. Den statsautoriserede revisor vælges af trafikministeren på virksomhedsmødet efter indstilling fra bestyrelsen, og valget gælder for eet år ad gangen. Genvalg kan ske.

Stk. 3. Rigsrevisor reviderer endvidere DSB's regnskaber efter reglerne i lov om revisionen af statens regnskaber m.m.

Stk. 4. Det reviderede årsregnskab forelægges til godkendelse på virksomhedsmødet.

Stk. 5. Ved afgivelse af årsregnskabet skal virksomhedens revisor afgive en erklæring om, hvorvidt det af trafikministeren fastsatte regnskabsreglement for virksomheden, jf. stk. 1, er overholdt.

§ 12. Investeringer, som ønskes foretaget af DSB eller datterselskaber heraf, og som overstiger en beløbsmæssig grænse på 100 mio. kr., skal forelægges Folketingets Finansudvalg til godkendelse. Beløbsgrænsen skal fremgå af virksomhedens vedtægter og kan ændres efter forelæggelse for Folketingets Finansudvalg.

Stk. 2. Rammer for optagelse af lån til driftsformål for DSB og datterselskaber heraf fastsættes af trafikministeren og skal fremgå af virksomhedens vedtægter.

Stk. 3. Rammer for optagelse af lån til investeringsformål for DSB og datterselskaber heraf fastsættes af trafikministeren efter godkendelse af Folketingets Finansudvalg. Principper for låneoptagelsen skal fremgå af virksomhedens vedtægter.

Stk. 4. Trafikministeren kan på statens vegne efter godkendelse af Folketingets Finansudvalg garantere for forpligtelser, som DSB og datterselskaber heraf har over for leverandører og långivere i forbindelse med investeringer over en beløbsmæssig grænse, som skal fremgå af virksomhedens vedtægter.

§ 13. DSB og datterselskaber heraf skal tegne de for virksomhederne nødvendige forsikringer.