Integrationsloven § 25
§ 25. Udlændinge, der tilbydes et introduktionsprogram, jf. kapitel 4, er efter reglerne i dette kapitel berettiget til introduktionsydelse i op til tre år fra det tidspunkt, hvor ansvaret overgår til kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen træffer afgørelse om udbetaling af introduktionsydelse efter reglerne i dette kapitel.
Stk. 2. Der kan kun udbetales introduktionsydelse, hvis udlændingen opfylder betingelserne i § 13, stk. 1, 4 og 5, § 14 og § 15 i lov om aktiv socialpolitik og forskrifter udstedt i medfør af disse regler. § 2 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Hvis udlændingen og dennes ægtefælle på tidspunktet for integrationsansvarets overgang til kommunalbestyrelsen har en samlet indtægt, der mindst svarer til, hvad den eller de pågældende ville have opnået i hjælp til forsørgelse efter §§ 25 eller 34 i lov om aktiv socialpolitik, kan der ikke udbetales introduktionsydelse. I den samlede indtægt medregnes ikke de i § 33 i lov om aktiv socialpolitik angivne indtægter.
Stk. 4. Har en person, der bor i Danmark, påtaget sig at forsørge udlændingen, og er opholdstilladelsen betinget af, at den pågældende har godtgjort at være i stand hertil, jf. udlændingelovens § 9, er udlændingen ikke berettiget til at få introduktionsydelse.
Stk. 5. Det er en betingelse for udbetaling af introduktionsydelse, at udlændingen ikke er berettiget til at modtage statens uddannelsesstøtte og ikke opfylder betingelserne for tilkendelse af førtidspension i henhold til lov om social pension.
Kilde: Retsinformation.dk