← Integrationsloven

§ Integrationsloven · kapitel 6 af 13

Kapitel 6 – *Hjælp i særlige tilfælde*

LOV nr 474 af 01/07/1998

Hjælp ved forsørgelsessvigt

§ 33. Kommunalbestyrelsen kan yde løbende hjælp til rimeligt begrundede udgifter til forsørgelse til udlændinge, der efter § 25, stk. 4, ikke er berettiget til introduktionsydelse, men efter de øvrige bestemmelser i kapitel 5 ville være berettiget hertil, hvis det må udelukkes, at den person, der har ansvaret for forsørgelse, opfylder sine forpligtelser.

Hjælp til udgifter ved deltagelse i introduktionsprogrammer

§ 34. Kommunalbestyrelsen kan yde udlændinge hjælp til dokumenterede og rimelige udgifter i forbindelse med en udlændings deltagelse i introduktionsprogrammer, herunder deltagerudgifter, transport, arbejdsredskaber og værktøj, arbejdsbeklædning og undervisningsmaterialer. Til udlændinge i virksomhedspraktik kan hjælpen alene udbetales, når udgifterne ved deltagelse heri kun i begrænset omfang er dækket af beskæftigelsestillægget efter § 29, stk. 2.

Enkeltudgifter

§ 35. Kommunalbestyrelsen kan yde udlændinge hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter, såfremt den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågældendes og dennes families muligheder for at klare sig selv i fremtiden. Hjælpen kan normalt kun ydes, hvis udgifterne er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet forudses. Kommunalbestyrelsen kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis yde hjælp til en udgift, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen af udgiften er af helt afgørende betydning for den pågældendes eller dennes families livsførelse.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan give udlændinge med begrænsninger i arbejdsevnen, som er ansat, eller som skal ansættes på arbejdsmarkedet, hjælp til værktøj og arbejdsredskaber samt hjælp til kortvarige kurser. § 78 i lov om aktiv socialpolitik finder tilsvarende anvendelse.

Sygebehandling m.v.

§ 36. Kommunalbestyrelsen kan yde udlændinge hjælp til udgifter til sygebehandling, medicin, tandbehandling eller lignende, der ikke kan dækkes efter anden lovgivning, hvis den pågældende ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne. Der kan kun ydes hjælp, hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet. Der kan kun undtagelsesvis ydes hjælp til udgifter til behandling uden for det offentlige behandlingssystem. Dette forudsætter, at der ikke er behandlingsmuligheder inden for det offentlige behandlingssystem, og at behandlingen i hvert enkelt tilfælde er lægeligt velbegrundet.

Særlig hjælp vedrørende børn

§ 37. Kommunalbestyrelsen kan yde udlændinge hjælp til udgifter ved udøvelse af ret til samvær med egne børn under 18 år, som ikke bor hos ansøgeren. Det er en betingelse for at yde hjælp, at ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan yde hjælp til rejseudgifter med henblik på kontakt til børn, der er ført til udlandet uden samtykke fra forældremyndighedens indehaver. Det er en forudsætning, at sagen er blevet anmeldt til dansk politi, og at kommunen har forelagt sagen for Udenrigsministeriet. Det er yderligere en forudsætning, at indehaveren af forældremyndigheden ikke selv har økonomisk mulighed for at betale udgiften.

§ 38. Kommunalbestyrelsen kan yde udlændinge hjælp til udgifterne ved at forsørge et barn, når forældremyndigheden ved forældremyndighedsindehaverens død er tillagt en anden eller andre, der ikke har forsørgelsespligt over for barnet. Det er en betingelse, at barnets indtægter, herunder det særlige børnetilskud efter lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, ikke er tilstrækkelige til at dække udgifterne ved at forsørge barnet.

Flytning

§ 39. Kommunalbestyrelsen kan yde hjælp til flytning, som forbedrer bolig- eller erhvervsforhold for en udlænding eller dennes familie. Det er en betingelse for hjælpen, at hverken den pågældende eller dennes ægtefælle har økonomiske muligheder for at betale udgifterne.

Stk. 2. Hjælp efter stk. 1 ydes af kommunalbestyrelsen i den kommune, som udlændingen fraflytter.

Stk. 3. Flytter udlændingen til en anden kommune, kan hjælp efter stk. 1 kun ydes, såfremt kommunalbestyrelsen i denne kommune har godkendt at overtage ansvaret for introduktionsprogrammet.

Stk. 4. Hvis flytningen sker til udlandet, kan hjælp efter stk. 1 kun ydes, såfremt den pågældende udlænding er statsborger i eller har særlig tilknytning til vedkommende land eller er sikret varige arbejdsmuligheder i landet.