§ Lov om jordbrugets anvendelse af gødning og om plantedække · kapitel 4 af 8
Kapitel 4 – *Planlægnings- og regnskabskrav*
LOV nr 472 af 01/07/1998
§ 21. Virksomheder, der er omfattet af § 2, skal for hver planperiode udarbejde en markplan og en gødningsplan for dyrkede og udtagne arealer.
Stk. 2. Markplanen skal for hver mark angive den planlagte dyrkningsmæssige anvendelse, jf. kapitel 2, og etablering af plantedække, jf. kapitel 3.
Stk. 3. Den del af markplanen, der omfatter marker, hvor der er etableret et plantedække, jf. kapitel 3, eller som er udtaget af driften samt det samlede areal, der planlægges udtaget eller dyrket, skal udarbejdes senest den 1. september i den pågældende planperiode. Den resterende del af markplanen skal foreligge senest den følgende 31. marts.
Stk. 4. Gødningsplanen skal foreligge senest den 31. marts i den pågældende planperiode og angive
-
- virksomhedens planlagte, samlede kvote for kvælstof, herunder de enkelte markers kvote for kvælstof, jf. §§ 6-9, samt de enkelte markers behov for fosfor,
-
- virksomhedens planlagte forbrug af kvælstof i husdyrgødning og anden organisk gødning end husdyrgødning, jf. §§ 10-13, og
-
- virksomhedens planlagte forbrug af kvælstof i handelsgødning, jf. § 14.
Stk. 5. Ændringer i planerne, jf. stk. 1-4, som følge af ændret valg af afgrøder, kvælstofprognosen, jf. § 6, eller forhold, der er omfattet af § 9, skal registreres i planerne, inden der disponeres efter disse. Andre ændringer skal registreres senest 7 dage efter, at de er gennemført. Dato for udarbejdelse af planen samt ændringer i denne skal fremgå af planen.
Stk. 6. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri fastsætter nærmere regler om mark- og gødningsplanens udformning og indhold.
§ 22. Virksomheden skal hvert år udarbejde gødningsregnskab for den afsluttede planperiode og indsende en underskrevet kopi heraf til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri senest den følgende 31. marts. Ved afmeldelse fra det i § 2, stk. 1, nævnte register, jf. § 2, stk. 8, skal virksomheden senest ved udgangen af den 6. måned efter afmeldelsen udarbejde gødningsregnskab for den forløbne del af planperioden og inden samme dato insende en underskrevet kopi heraf til ministeren.
Stk. 2. Gødningsregnskabet skal opgøres på grundlag af virksomhedens mark- og gødningsplan, jf. § 21, og angive
-
- virksomhedens samlede kvote for kvælstof, jf. §§ 6-9, og virksomhedens samlede forbrug af kvælstof, jf. §§ 10-14,
-
- besætningsstørrelse opgjort i antal dyreenheder og det samlede areal med et gødningsbehov,
-
- virksomhedens samlede areal, hvorpå der er etableret et plantedække, og det samlede areal, hvorpå der er etableret efterafgrøder, jf. kapitel 3, og
-
- oplysninger om virksomhedens aftaler om forpagtning til brug for udbringning af husdyrgødning og om virksomhedens husdyrgødningsaftaler.
Stk. 3. Ministeren fastsætter regler om gødningsregnskabers udformning og indhold, opbevaring af bilag m.v. samt regler om opgørelsen af arealer med gødningsbehov.
§ 23. Mark- og gødningsplanen samt gødningsregnskabet skal udarbejdes på et skema, der er udarbejdet af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Stk. 2. Ministeren kan godkende andre skemaer, herunder skemaer, der er baseret på edb-programmer.
Stk. 3. Mark- og gødningsplanerne samt gødningsregnskabet skal opbevares i mindst 5 år.