§ Fødevareloven · kapitel 8 af 17
Kapitel 8 – *Virksomhederne*
LOV nr 471 af 01/07/1998
§ 43. Den, der behandler eller sælger fødevarer eller andre af loven omfattede produkter, er ansvarlig for overholdelsen af de krav, der er fastsat i loven eller med hjemmel i loven.
§ 44. Tilvirkning af fødevarer eller tilsætningsstoffer med henblik på salg må ikke påbegyndes, før autorisation hertil er meddelt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Stk. 2. Slagtning og slagtemæssig behandling af husdyr samt indvejning af mælk må kun finde sted på virksomheder, der er autoriseret hertil af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1 eller 2, kan fritages fra kravet om autorisation. Sådanne virksomheder er da omfattet af reglerne i § 45.
§ 45. Engrosvirksomhed, som omfatter opbevaring, aftapning, emballering, ompakning, transport eller salg af fødevarer eller tilsætningsstoffer, må ikke påbegyndes, før godkendelse hertil er meddelt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1, kan fritages for kravet om godkendelse. Sådanne virksomheder skal da anmeldes til registrering hos tilsynsmyndigheden.
§ 46. Detailvirksomhed, som omfatter behandling, bortset fra slagtning og slagtemæssig behandling, eller salg af fødevarer eller tilsætningsstoffer, må ikke påbegyndes, før godkendelse hertil er meddelt af ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, der er omfattet af stk. 1, kan fritages for kravet om godkendelse, og om, hvorvidt disse virksomheder skal anmeldes til registrering hos tilsynsmyndigheden.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om behandling og salg af fødevarer under åben himmel og om udstilling af fødevarer.
§ 47. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at de af §§ 44-46 omfattede virksomheder ikke må påbegynde indførsel til eller udførsel fra landet af fødevarer eller tilsætningsstoffer, før der er sket anmeldelse herom til ministeren.
§ 48. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at fremstilling eller salg af materialer og genstande, som er bestemt til at komme i berøring med fødevarer, ikke må påbegyndes, før der er sket anmeldelse herom til ministeren.
§ 49. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om autorisation, godkendelse, registrering og anmeldelse for de virksomheder, som er omfattet af loven, herunder om de vilkår, som virksomhederne skal opfylde.
Stk. 2. Autorisation eller godkendelse skal indhentes på ny ved
-
- væsentlige bygningsmæssige ændringer,
-
- væsentlige ændringer i virksomhedens indretning,
-
- væsentlige ændringer i virksomhedens produktion eller vareudvalg eller
-
- indførelse af lovpligtig egenkontrol eller ved væsentlige ændringer i denne egenkontrol.
Stk. 3. Den, som overtager en autoriseret, godkendt, registreret eller anmeldt virksomhed, skal anmelde dette ejer- eller brugerskifte til tilsynsmyndigheden og samtidig oplyse, om der ønskes fornyet autorisation eller godkendelse.
Stk. 4. En autorisation eller godkendelse kan tages op til fornyet behandling, når der er forløbet 5 år siden sidste autorisation eller godkendelse.
§ 50. Autorisation eller godkendelse kan tilbagekaldes, hvis virksomheden ikke opfylder de stillede vilkår, hvis forudsætningerne for autorisationen eller godkendelsen ændres væsentligt, eller hvis det ud fra hygiejniske, markedsføringsmæssige, afgiftsmæssige eller lignende årsager skønnes nødvendigt.
§ 51. Virksomheder, der er omfattet af loven, skal til enhver tid opfylde de krav, som hensynet til god hygiejnisk praksis tilsiger.
Stk. 2. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om hygiejne i samt indretning og drift af virksomheder, transportmidler og lignende omfattet af loven. Der kan herunder fastsættes regler eller træffes bestemmelse om forhåndsgodkendelse af transportmidler, lokaler, inventar, udstyr, maskiner, emballage og lignende samt om is, vand, damp, luft og luftarter, der anvendes ved behandling af fødevarer eller tilsætningsstoffer eller til rengøring af lokaler, udstyr m.v.
Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at virksomheder, som er omfattet af loven, kun må anvende fødevarer eller tilsætningsstoffer fra autoriserede eller godkendte virksomheder.
§ 52. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, som er omfattet af loven, for egen regning skal gennemføre en egenkontrol.
Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at virksomheder, som er omfattet af loven, for egen regning skal lade foretage nærmere fastsatte analyser og undersøgelser, at analyseresultater skal fremsendes til tilsynsmyndigheden, og at analyserne skal foretages på særlige laboratorier, jf. § 60, nr. 1.
§ 53. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om, at uddannelse, herunder i fødevarehygiejne, er obligatorisk for visse personer, som er beskæftiget i virksomheder omfattet af loven. Sådanne uddannelser kan etableres efter reglerne i lov om arbejdsmarkedsuddannelser og afsluttes med et certifikat.