← Fødevareloven

§ Fødevareloven · kapitel 12 af 17

Kapitel 12 – *Kontrol og offentliggørelse af kontrolresultater*

LOV nr 471 af 01/07/1998

§ 62. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om den kontrol, som skal udøves efter loven, herunder om arten, omfanget og udførelsen samt om udarbejdelse af kontrolprogrammer og anvendelse af analysemetoder, jf. § 60, nr. 2.

§ 63. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at bestemte typer af fødevarer skal underkastes særlig kontrol.

§ 64. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri meddeler de påbud og forbud, der anses for nødvendige for at sikre overholdelsen af de krav, der er fastsat i loven, i regler udstedt eller bestemmelser truffet i medfør af loven. Det kan herunder bestemmes, at varer, der ikke opfylder de krav, som er fastsat i loven, i regler udstedt eller bestemmelser truffet i medfør af loven, skal mærkes, denatureres, beslaglægges eller tilintetgøres, at virksomheden skal kalde varer tilbage fra senere omsætningsled, eller at virksomheden midlertidigt skal indstille behandling eller salg.

Stk. 2. Ministeren kan bestemme, at mærkning, denaturering, beslaglæggelse, tilintetgørelse eller tilbagekaldelse i henhold til stk. 1 skal ske for virksomhedens regning. § 56, stk. 5-7, finder tilsvarende anvendelse.

§ 65. Tilsynsmyndigheden og personer, som er særligt bemyndiget hertil, har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter, transportmidler, forretningsbøger, papirer m.v., herunder elektroniske data, for at tilvejebringe oplysninger til brug for løsning af opgaver i henhold til loven eller til regler, som er fastsat i medfør af loven.

Stk. 2. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan efter aftale med justitsministeren fastsætte nærmere regler herom.

§ 66. Den, der er ansvarlig for forhold, som omfattes af loven eller af regler udstedt i medfør af loven, skal efter anmodning fra tilsynsmyndigheden give alle oplysninger, herunder om økonomiske og regnskabsmæssige forhold, som har betydning for kontrollens gennemførelse, samt vederlagsfrit yde tilsynsmyndigheden fornøden bistand ved kontrol, prøveudtagning, kopiering og udlevering af skriftligt materiale og udskrift af elektroniske data.

Stk. 2. Tilsynsmyndigheden kan som led i kontrol og overvågning vederlagsfrit mod kvittering udtage eller pålægge den ansvarlige at udtage prøver af råvarer, halvfabrikata, færdigvarer, is, vand, damp, luft, luftarter, materialer og genstande, tilsætningsstoffer, bekæmpelsesmidler, rengørings- og desinfektionsmidler m.m.

Stk. 3. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler eller træffe bestemmelse om, at en virksomhed skal yde tilsynsmyndigheden bistand ved forsendelse af prøver og afholde udgifterne herved.

§ 67. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri nedsætter et fødevarekontroludvalg med den opgave at overvåge, om fødevarekontrollen udføres i overensstemmelse med reglerne på området, kontrolstrategien og kontrolplaner samt på en ressourcemæssigt hensigtsmæssig måde.

Stk. 2. Udvalget består af seks fagkyndige medlemmer udpeget af ministeren. Forbrugerrådet indstiller tre medlemmer, og Landbrugsraadet, Dansk Industri, FDB og Dansk Handel og Service indstiller i fællesskab ligeledes tre medlemmer. Udvalget vælger sin formand blandt medlemmerne. Ministeren fastsætter udvalgets forretningsorden og de nærmere regler om udvalgets opgaver.

Stk. 3. Der oprettes en revisionsenhed under Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Revisionsenheden bistår Fødevarekontroludvalget. Revisionsenhedens leder er sekretær for udvalget. Ministeren fastsætter de nærmere regler om enhedens organisation og opgaver.

Stk. 4. Dokumenter, der i henhold til lov om offentlighed i forvaltningen og forvaltningsloven er interne, mister ikke som følge af udveksling mellem Fødevarekontroludvalget og revisionsenheden deres interne karakter.

Stk. 5. Ministeren udarbejder årligt en redegørelse til Folketinget om fødevarekontrollen.

§ 68. Ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri kan fastsætte regler om offentliggørelse med navns nævnelse af resultater af og sanktioner på grundlag af kontrol, som gennemføres i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte regler om formen for og omfanget af offentliggørelse, herunder at offentliggørelse kan ske elektronisk. Ministeren kan bestemme, at visse resultater ikke skal offentliggøres.

Stk. 3. Ministeren kan bestemme, at offentliggørelse skal ske på grundlag af et af ministeren oprettet edb-informationssystem vedrørende kontrolresultater. Til brug for offentliggørelse kan ministeren på ethvert tidspunkt, herunder periodisk, videregive såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger fra informationssystemet til en ubestemt kreds af modtagere. Enhver har adgang til fra informationssystemet at få meddelt oplysninger, som enten har været offentliggjort, eller som skal offentliggøres. Adgangen omfatter såvel enkeltstående oplysninger som masseoplysninger.