Afskrivningsloven § 63
§ 63. Driver en skattepligtig inden udgangen af kalenderåret 1994 erhvervsvirksomhed i et område, der er udpeget til erhvervszone efter § 3 i lov om planlægning, finder bestemmelserne i stk. 2-8 anvendelse.
Stk. 2. Samtlige de til virksomheden hørende driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt i erhvervszonen, og som er anskaffet, efter at erhvervszonen blev udpeget, afskrives på en særskilt saldo for det indkomstår, hvori virksomhed i erhvervszonen påbegyndes, og for senere indkomstår, dog senest for indkomståret 1999, jf. dog stk. 3-5. Afskrivning på særskilt saldo giver adgang til anvendelse af forhøjet afskrivningssats efter stk. 6. Det er dog et vilkår for afskrivning på særskilt saldo, at virksomheden har været i uafbrudt drift i erhvervszonen i hele vedkommende indkomstår.
Stk. 3. Bestemmelsen i stk. 2 finder ikke anvendelse på driftsmidler inden for landbrug og fiskeri, herunder forædlingsindustrien vedrørende landbrugsvarer og fiskeforædlingsindustrien, såfremt der ydes eller er ydet offentlig støtte til anskaffelsen af de pågældende driftsmidler og der opstår tilbagebetalingskrav herfor, der ikke er endeligt indfriet.
Stk. 4. Bestemmelsen i stk. 2 finder ikke anvendelse på driftsmidler i landbruget og forædlingsindustrien vedrørende landbrugsvarer, hvor betingelserne for støtte i forordning nr. 2328/91 om forbedring af landbrugsstrukturernes effektivitet og forordning nr. 866/90 om forbedring af vilkårene for forarbejdning og afsætning af landbrugsprodukter ikke er opfyldt. Såfremt der ikke søges støtte efter forordning nr. 866/90, skal alene de materielle betingelser i forordningen være opfyldt. Skatteministeren bemyndiges til at fastsætte en fortegnelse over EF-retsakter med tilhørende gennemførelsesregler, som måtte udfylde, ændre, afløse eller supplere de i 1. pkt. nævnte forordninger. Bestemmelsen i stk. 2 finder ikke anvendelse på driftsmidler, hvor betingelserne for støtte i medfør af de i fortegnelsen nævnte forskrifter ikke er opfyldt.
Stk. 5. Bestemmelsen i stk. 2 finder ikke anvendelse på driftsmidler i
-
- skibsbygningsindustrien,
-
- kunstfiberindustrien,
-
- motorkøretøjsindustrien, for så vidt angår projekter over 90 mio. kr., eller
-
- kul- og stålindustrien.
Stk. 6. Afskrivning på særskilt saldo efter stk. 2 kan udgøre indtil 60 pct. af den afskrivningsberettigede saldoværdi.
Stk. 7. Foretager en virksomhed afskrivning på såvel en særskilt saldo som på ordinær saldo, jf. § 5, kan et fremkommet negativt saldobeløb efter den skattepligtiges valg udlignes ved, at det fradrages i den anden saldo.
Stk. 8. Det på særskilt saldo nedskrevne beløb, som er opgjort ved slutningen af indkomståret 1999, tillægges saldoværdien på ordinær saldo, jf. § 5, ved begyndelsen af indkomståret 2000.
Kilde: Retsinformation.dk