§ Afskrivningsloven · kapitel 6 af 7
Kapitel 6 – *Almindelige bestemmelser*
LOV nr 433 af 26/06/1998
§ 45. Anskaffelses- og salgssummer samt godtgørelser og vederlag for aktiver omfattet af denne lov omregnes til kontantværdi, der beregnes ved, at den kontante del af anskaffelsessummen henholdsvis salgssummen lægges sammen med kursværdien af aktivets gældsposter. Afskrivninger foretages på grundlag af den således omregnede anskaffelsessum m.v. Medmindre kursen på afståelsestidspunktet er under 100, omregnes inkonverterbare lån for fiskerfartøjer, der af sælger er stiftet eller overtaget før den 19. maj 1993, til kurs 100, såfremt lånet er stiftet eller overtaget til en kurs på 100 eller derunder.
Stk. 2. Ved salg af fast ejendom anvendes ved opgørelsen af sælgers afståelsessum henholdsvis købers anskaffelsessum den fordeling af den samlede salgssum på afskrivningsberettigede bygninger og installationer, grundværdi, stuehus, mælkekvoter og beholdninger, som sælger og køber har aftalt i købsaftale, skøde eller på anden skriftlig måde.
Stk. 3. Har parterne ikke foretaget en fordeling af den samlede salgssum efter stk. 2, foretager den skatteansættende myndighed fordelingen. Er den skatteansættende myndighed for sælger og køber ikke den samme, foretages fordelingen af den skatteansættende myndighed for sælger efter høring af den skatteansættende myndighed for køber.
Stk. 4. Ved en senere ændring af anskaffelsessummen for køber eller afståelsessummen for sælger for aktiver som nævnt i stk. 2 skal afståelsessummen for sælger henholdsvis anskaffelsessummen for køber for samme aktiv ændres tilsvarende.
§ 46. Grundbeløbene i § 5, stk. 3, § 6, stk. 1, nr. 2, § 10, § 11, stk. 3, § 29, stk. 1, nr. 3, § 42, stk. 2, og § 43, stk. 2, reguleres efter personskattelovens § 20.
§ 47. Med salg sidestilles i denne lov andre former for afhændelse og afståelse.
§ 48. Hvor andet ikke er særskilt fastsat, behandles forsikrings- og erstatningssummer, herunder ekspropriationserstatninger, som salgssummer.
§ 49. Erhvervelse og afståelse af aktiver ved gave, arv eller arveforskud sidestilles i denne lov med køb henholdsvis salg. Som anskaffelsessum eller salgssum betragtes i disse tilfælde det beløb, der er lagt til grund ved beregningen af gaveafgift, boafgift eller indkomstskat af den pågældende erhvervelse. Har denne ikke været afgifts- eller indkomstskattepligtig, betragtes som anskaffelsessum eller salgssum det pågældende aktivs handelsværdi på overdragelsestidspunktet. Reglerne i 1.-3. pkt. gælder ikke i det omfang, erhververen efter skattelovgivningens regler herom indtræder i overdragerens skattemæssige stilling.
§ 50. Ved salg af aktiver omfattet af denne lov medregnes fortjeneste eller tab fuldt ud i den skattepligtige indkomst i salgsåret i tilfælde, hvor aktiverne hører til den skattepligtiges næringsvej. Beskatningen sker efter statsskattelovens § 5, litra a.
Stk. 2. I de tilfælde, der er nævnt i stk. 1, formindskes saldoværdien for udelukkende erhvervsmæssigt benyttede driftsmidler eller skibe med den del af den afskrivningsberettigede saldoværdi, som vedrører det solgte aktiv. Denne del af saldoen beregnes ved, at anskaffelsessummen afskrives med de afskrivningsprocenter, der er anvendt i de enkelte indkomstår.
§ 51. Anskaffes aktiver, der er afskrivningsberettigede efter denne lov, til brug for forsøgs- eller forskningsvirksomhed, kan skatteministeren tillade, at afskrivning påbegyndes før igangsættelsen af den erhvervsvirksomhed, hvorpå forsøgene eller forskningen tager sigte.
§ 52. En skattepligtig, der har afskrevet efter denne lov, kan ændre den selvangivne afskrivningssats, når meddelelse herom er indgivet til den skatteansættende myndighed senest 3 måneder efter udløbet af selvangivelsesfristen.
Stk. 2. I andre tilfælde kan den selvangivne afskrivningssats kun ændres efter tilladelse fra skatteministeren.
§ 53. Skatteministeren kan bemyndige de statslige eller kommunale skattemyndigheder til at træffe afgørelser efter denne lov. Ministeren kan fastsætte regler om adgang til at klage over afgørelserne, herunder om, at afgørelserne ikke kan indbringes for højere administrativ myndighed.