Lov om beskatning af visse pensionskapitaler m.v. (pensionsafkastbeskatningsloven) § 7

§ 7. Skattepligtige omfattet af § 1, stk. 1, er ikke skattepligtige af den del af formueafkastet, som kan henføres til livsforsikringshensættelser eller pensionshensættelser med tillæg af en forholdsmæssig andel af bonusudjævningshensættelser for forsikringer og pensionsaftaler, der var i kraft ved udgangen af 1982, og som er i kraft ved udgangen af indkomståret, dog for hver forsikring eller pensionsaftale højst præmiereserven opgjort ved udgangen af 1982 med tillæg af fordelt bonus, der ikke er overført til præmiereserven, og en forholdsmæssig andel af ufordelte beløb indeholdt i bonusfonden på dette tidspunkt, bortset fra hensættelser vedrørende livrenter uden ret til bonus tegnet før den 1. maj 1982. Beskatningsgrundlaget efter §§ 2-6 nedsættes med den procentdel, der svarer til forholdet mellem de i 1. pkt. nævnte hensættelser og passiverne ifølge årsregnskabet med tillæg af den udgiftsførte skat af årets afkast.

Stk. 2. De i stk. 1 nævnte hensættelser opgøres ved udgangen af hvert af indkomstårene. Ved opgørelsen fratrækkes en eventuel statsgaranti eller tilsagn om statslig underskudsdækning. Endvidere bortses fra hensættelser vedrørende overtagen genforsikring og fra depoter, der modsvarer hensættelser vedrørende forsikringer afgivet i genforsikring.

Stk. 3. For medlemmer af pensionskasser, hvor pensionsordningen ikke er tarifmæssigt opbygget, og hvor pensionsudbetalingen endnu ikke er påbegyndt, fordeles den del af hensættelserne, der er fritaget efter stk. 1, på grundlag af nutidsværdien af det tilsagn, der er afgivet over for det enkelte medlem. Nutidsværdien ganges med forholdet mellem det antal år, den pågældende har været medlem af pensionskassen ved udgangen af 1982, og det antal år, den pågældende har været medlem af pensionskassen, når pensionsudbetaling normalt skal påbegyndes. Pensionskassen kan i stedet vælge at fordele hensættelserne på grundlag af nutidsværdien af det enkelte medlems pensionstilsagn med fradrag af nutidsværdien af fremtidige ordinære bidrag, dog mindst nutidsværdien af de indbetalte ordinære bidrag for medlemmet med fradrag af risikopræmie.

Stk. 4. For den sociale pensionsfond og hjælpe- og understøttelsesfonde samt for statsgaranterede pensionskasser, der er nævnt i § 36.22.11. på finansloven for 1995, fritages den del af beskatningsgrundlaget, der svarer til forholdet mellem værdien af formuen ved udgangen af 1982 og ved udgangen af indkomståret. Værdien af formuen ved udgangen af 1982 nedsættes med 4 pct. årligt af det oprindelige beløb. Værdien af formuen ved udgangen af 1982 opgøres til anskaffelsessummen, mens værdien af formuen ved udgangen af indkomståret opgøres efter § 16, stk. 7. For værdipapirer, der ikke er omfattet af § 16, stk. 7, anvendes dog handelsværdien ved udgangen af 1982 og ved udgangen af indkomståret.

Stk. 5. For Arbejdsmarkedets Tillægspension opgøres de i stk. 1 nævnte hensættelser samlet for hver årgang af medlemmer. Der foretages alene opdeling efter køn samt egen- og ægtefællepension.

Stk. 6. For Lønmodtagernes Dyrtidsfond, kapitalpensionsfonde og tontineordninger fritages den del af beskatningsgrundlaget, der svarer til forholdet mellem værdien af formuen ved udgangen af 1982 og ved udgangen af indkomståret. Ved udbetaling efter 31. december 1982 af et indestående i fonden eller ordningen formindskes den opgjorte værdi af formuen ved udgangen af 1982 med værdien af den pågældendes indestående på dette tidspunkt. Værdien af formuen i Lønmodtagernes Dyrtidsfond ved udgangen af 1982 opgøres til anskaffelsessummen, mens værdien af formuen ved udgangen af indkomståret opgøres efter § 16, stk. 7. For aktiver, der ikke er omfattet af § 16, stk. 7, skal Lønmodtagernes Dyrtidsfond dog anvende handelsværdien ved udgangen af 1982 og ved udgangen af indkomståret. Kapitalpensionsfonde og tontineordninger skal opgøre værdien af formuen efter reglerne i stk. 7, idet dog pantebreve og andre fordringer opgøres til handelsværdien ved udgangen af 1982 og til den ifølge § 16, stk. 7, regulerede værdi ved udgangen af indkomståret. Fast ejendom opgøres til den kontante handelsværdi.

Stk. 7. For de i § 1, stk. 2, nævnte opsparingsformer fritages en så stor del af beskatningsgrundlaget efter §§ 2-5, som værdien af kontoens indestående ved udgangen af 1982 udgør af værdien af indeståendet ved udgangen af indkomståret. For værdipapirdepoter udgør værdien af indeståendet følgende beløb:

    1. Ved udgangen af 1982 værdien af obligationer opgjort til et gennemsnit af anskaffelseskurserne for de obligationer i den enkelte serie, som de i § 16, stk. 3, nr. 1, nævnte skattepligtige var i besiddelse af ved udgangen af 1982, værdien af pantebreve til kurs 85 samt børskursværdien af indeksobligationer, konvertible obligationer, aktier og investeringsforeningscertifikater.
    1. Ved udgangen af indkomståret den ifølge § 16, stk. 7, regulerede værdi af obligationer og pantebreve samt børskursværdien af indeksobligationer, konvertible obligationer, aktier og investeringsforeningscertifikater.

Stk. 8. Hvis værdien af indeståendet på en konto som nævnt i stk. 7 ved udgangen af et indkomstår er nedbragt på grund af delvis udbetaling fra ordningen og denne udbetaling overstiger tilvæksten efter 1. januar 1983, nedsættes den beregnede værdi af kontoen ved udgangen af 1982 med et beløb svarende til forskellen mellem udbetalingen og tilvæksten. Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse ved delvis udbetaling til en kontohaver fra de i stk. 6 nævnte fonde og ordninger.

Stk. 9. Ved overførsel af en forsikrings- eller pensionsordning efter pensionsbeskatningslovens § 41 danner kontantværdien af den del af opsparingen, der kan fradrages efter stk. 1, 3, 6, 7 og 8, grundlag for fradrag i den nye ordning. Det beløb, der danner grundlag for fritagelse i den nye ordning, kan dog aldrig overstige det faktisk overførte beløb. Ved overførsel af forsikrings- eller pensionsporteføljer mellem forsikringsselskaber eller pensionskasser finder tilsvarende regler anvendelse.

Kilde: Retsinformation.dk