Lov om beskatning af visse pensionskapitaler m.v. (pensionsafkastbeskatningsloven) § 29
§ 29. Hvis opgørelserne efter §§ 20-24 ikke indgives rettidigt, kan den centrale told- og skatteforvaltning forelægge sagen for Ligningsrådet, der opgør beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf efter kapitel 2 henholdsvis kapitel 3 skønsmæssigt. Forinden ansættelsen foretages, skal der gives den skattepligtige efter § 1, stk. 1, eller pengeinstituttet med konti som nævnt i § 1, stk. 2, lejlighed til at ytre sig skriftligt eller ved mundtlig forhandling. Der gives den skattepligtige efter § 1, stk. 1, eller pengeinstituttet underretning om ansættelsen, begrundelsen for denne og klageadgangen. Den centrale told- og skatteforvaltning beregner og opkræver skatten hos de skattepligtige efter § 1, stk. 1, og hos pengeinstituttet. Den skattepligtige efter § 1, stk. 1, og pengeinstituttet kan indbringe den skønsmæssige ansættelse for Landsskatteretten inden 8 uger efter, at underretning om den skønsmæssige ansættelse er modtaget. Skattestyrelseslovens regler for klage til Landsskatteretten og indbringelse for domstolene finder tilsvarende anvendelse. Klage over ændringen af skatten medfører ikke, at fristen for indbetaling af skatten forlænges.
Stk. 2. Er skatten opgjort skønsmæssigt efter stk. 1, betales renter efter § 28 fra den sidste rettidige indbetalingsdag efter §§ 20-24 og 26, til betaling sker.
Stk. 3. Den centrale told- og skatteforvaltning kan pålægge de skattepligtige efter § 1, stk. 1, pengeinstitutter med konti som nævnt i § 1, stk. 2, og investeringsforeninger inden en nærmere angiven frist at give de oplysninger, som forvaltningen har brug for ved kontrollen med opgørelsen af skatten efter §§ 20-24.
Stk. 4. Indsendes opgørelserne efter §§ 20-24 eller oplysningerne efter stk. 3 ikke rettidigt, kan skatteministeren som tvangsmiddel pålægge den, der skal indsende opgørelsen, daglige eller ugentlige bøder, indtil opgørelserne eller oplysningerne fremkommer.
Kilde: Retsinformation.dk