Lov om beskatning af visse pensionskapitaler m.v. (pensionsafkastbeskatningsloven) § 23

§ 23. Ved ophævelse af de i § 1, stk. 2, nævnte opsparingsordninger i løbet af indkomståret skal pengeinstituttet senest 1 måned efter, at det har fået kendskab til ophævelsen, foretage en endelig opgørelse af beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf efter kapitel 2 henholdsvis kapitel 3. Pengeinstituttet tilbageholder et tilstrækkeligt kontantbeløb til at dække skatten med tillæg eller fradrag af eventuelle renter efter denne lov, bortset fra renter efter stk. 3. Samtidig med tilbageholdelsen indsætter pengeinstituttet den skyldige skat på en særlig samlekonto i pengeinstituttet. Samtidig med indsættelsen på den særlige konto giver pengeinstituttet den skattepligtige underretning om det indsatte beløb. Ved den endelige opgørelse af beskatningsgrundlaget for en pensionsopsparingskonto anses et værdipapir for afstået på tidspunktet for ophævelse af kontoen for et beløb svarende til handelsværdien på ophævelsestidspunktet. Ved denne opgørelse skal der ud over forfaldne renter medregnes de til ophævelsestidspunktet påløbne, ikke forfaldne renter.

Stk. 2. Pengeinstituttet indbetaler senest den 15. december i indkomståret skyldige skattebeløb efter stk. 1 med tillæg af beregnede renter efter stk. 3 til den centrale told- og skatteforvaltning. Samtidig indsendes opgørelse over beskatningsgrundlaget og den skattepligtige del heraf efter kapitel 2 henholdsvis kapitel 3 samt skatten for hver af de i § 1, stk. 2, nævnte skattepligtige opsparingsformer. Opgørelsen for de i § 1, stk. 2, nr. 1 og 5, nævnte opsparingsformer kan dog ske samlet. Overskydende skattebeløb med tillæg af beregnede renter efter stk. 3 udbetales til pengeinstituttet.

Stk. 3. Af den til enhver tid værende saldo på den særlige konto beregnes renter, til betaling sker. Renten svarer til den i § 16, stk. 3, nr. 2, nævnte rente til brug for afkastprocenten for indkomståret. Betales skatten for sent, beregnes denne rente dog kun til sidste rettidige indbetalingsdag. Betales skatten for sent, anvendes § 28.

Kilde: Retsinformation.dk