Lov om beskatning af visse pensionskapitaler m.v. (pensionsafkastbeskatningsloven) § 14
§ 14. For livsforsikringsselskaber, der er skattepligtige efter selskabsskatteloven, nedsættes beskatningsgrundlagene efter denne lov med en procentdel af den skattepligtige indkomst for det indkomstår, der svarer til indkomståret efter denne lov. For det skattepligtige formueafkast efter kapitel 2 svarer denne procentdel til forholdet mellem på den ene side det skattepligtige formueafkast efter kapitel 2 og på den anden side livsforsikringsselskabets samlede formueafkast ganget med 100. For det skattepligtige formueafkast efter kapitel 3 svarer denne procentdel til forholdet mellem på den ene side det skattepligtige formueafkast efter kapitel 3 og på den anden side livsforsikringsselskabets samlede formueafkast ganget med 100. I opgørelsen af det samlede afkast opgøres afkast, der ikke er skattepligtigt efter denne lov, efter selskabsskattelovgivningens regler, dog således at skattefrie ejendomsavancer, som efter selskabsskattelovens § 13, stk. 11-13, anses for medgået til udbetalinger til de forsikrede, til hensættelser og til skat efter denne lov, indgår ved beregningen af det samlede afkast.
Stk. 2. I tilfælde, hvor et livsforsikringsselskab skal medregne afkast i datterselskaber efter § 9 og datterselskabet samtidig er omfattet af sambeskatning efter selskabsskattelovens § 31, gælder stk. 1 tilsvarende på det samlede beskatningsgrundlag. Som skattepligtig indkomst anvendes sambeskatningsindkomsten, dog således at skattefrie udbytter og aktie- og ejendomsavancer i de sambeskattede selskaber, som efter selskabsskattelovens § 13, stk. 11-13, anses for medgået til udbetalinger til de forsikrede, til hensættelser og til skat efter denne lov, indgår ved beregningen af det samlede afkast.
Stk. 3. Nedsættelse af beskatningsgrundlagene efter stk. 1 og 2 foretages forud for nedsættelse efter §§ 7, 15 eller 16.
Stk. 4. Stk. 1-3 finder tilsvarende anvendelse for hjælpe- og understøttelsesfonde som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 7, der er skattepligtige efter selskabsskatteloven.
Kilde: Retsinformation.dk