§ Lov om beskatning af visse pensionskapitaler m.v. (pensionsafkastbeskatningsloven) · kapitel 4 af 7
Kapitel 4 – *Skat af afkast i datterselskaber*
LOV nr 428 af 26/06/1998
§ 9. Skattepligtige efter § 1, stk.1, nr. 1-9 (moderselskabet), der direkte eller indirekte ejer 25 pct. eller mere af aktie- eller andelskapitalen i et selskab (datterselskabet), skal ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget efter kapitel 2 og kapitel 3 medregne den del af datterselskabets beskatningsgrundlag opgjort efter denne lov, der svarer til den største af moderselskabet ejede andel af datterselskabets aktie- eller anpartskapital i indkomståret. Overskud eller underskud ved drift af fast ejendom som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 7, eller virksomhed som nævnt i § 2, stk. 1, nr. 8, opgøres efter reglerne i § 13, stk. 2, 1. pkt. Skattemæssige afskrivninger foretages med samme sats som ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Dog medregnes kun beskatningsgrundlag for den periode, hvori ejerbetingelsen er opfyldt, og kun såfremt datterselskabet ikke selv er skattepligtigt efter denne lov.
Stk. 2. Indkomstskatter betalt af datterselskabet, der forholdsmæssigt kan henføres til den del af datterselskabets beskatningsgrundlag, der medregnes ved moderselskabets indkomstopgørelse efter denne lov, fradrages i skatterne efter kapitel 2 og kapitel 3, dog højst med et beløb svarende til skatten af beskatningsgrundlaget i datterselskabet. Dette gælder dog ikke, hvis datterselskabet er sambeskattet med moderselskabet, jf. selskabsskattelovens § 31. Ligningslovens § 33, stk. 2, finder tilsvarende anvendelse.
Stk. 3. Afkast af aktier i datterselskabet medregnes ikke ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget for den periode, hvor stk. 1 finder anvendelse. Endvidere ses der ved opgørelsen af beskatningsgrundlaget for denne periode bort fra fordringer og gæld mellem moderselskabet og datterselskabet.
Stk. 4. Aktiver i et datterselskab, der inddrages under beskatning efter stk. 1, anses ved beskatning efter stk. 1 for anskaffet til handelsværdien på tidspunktet for inddragelsen.