Lov om en kommunal og amtskommunal ejendomsværdiskat (ejendomsværdiskatteloven) § 17
§ 17. Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Stk. 2. Loven har virkning fra og med indkomståret 2000.
Stk. 3. Ved anvendelsen af § 9 for indkomståret 2000 gælder 2.-5. pkt. Er ejendomsværdiskatten for indkomståret 2000 steget mere end 500 kr. i forhold til et beløb svarende til 40 pct. af helårslejeværdien for ejendommen i indkomståret 1999 med fradrag af 40 pct. af eventuelt standardfradrag efter ligningslovens § 15 J, jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, nedsættes ejendomsværdiskatten med det overskydende beløb. Nedsættelse kan dog højst ske til et beløb svarende til sammenligningsgrundlaget efter 2. pkt. forhøjet med 20 pct. og nedsat med 900 kr. Fylder den skattepligtige eller dennes ægtefælle 67 år i indkomståret 2000, anvendes som sammenligningsgrundlag helårslejeværdien for ejendommen i indkomståret 1999 som beregnet efter ligningslovens § 15 E, stk. 2, jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997. Beregningen af nedsættelsen sker uden hensyn til §§ 10-12. § 9, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Kilde: Retsinformation.dk