← Lov om en garantifond for indskydere og investorer(* 1)

§ Lov om en garantifond for indskydere og investorer(* 1) · kapitel 5 af 10

Kapitel 5 – *Fondens dækningsområde*

LOV nr 415 af 26/06/1998

§ 9. I de i § 3, stk. 1, nr. 1, nævnte institutter samt de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter, som er tilsluttet pengeinstitutafdelingen, dækker Fonden navnenoterede indskud i instituttet indtil 300.000 kr. pr. indskyder.

Stk. 2. Fonden dækker fuldt ud indskud

    1. på indekskonti i henhold til lov,
    1. på kapitalpensionskonti i henhold til lov,
    1. på selvpensioneringskonti i henhold til lov,
    1. på ratepensionskonti i henhold til lov,
    1. på børneopsparingskonti i henhold til lov,
    1. på boligopsparing i henhold til lov,
    1. på uddannelsesopsparingskonti i henhold til lov,
    1. på etableringskonti i henhold til lov,
    1. der indestår på advokaters klientkonti,
    1. der forvaltes i godkendte forvaltningsafdelinger i henhold til værgemålslovens kapitel 5 eller arvelovens §§ 61 og 65,
    1. der indestår på en skifteretskonto vedrørende dødsbo under offentligt skifte, og
    1. der er deponeret i henhold til deponeringsloven.

Stk. 3. Fonden dækker fuldt ud indskud af købesum for fast ejendom, der indtil 9 måneder fra indsættelsen er deponeret i henhold til forudgående købsaftale, og indskud af provenu af realkreditlån i forbindelse med belåning af fast ejendom indtil 9 måneder fra indsættelsen af beløbet, ved nybyggeri dog indtil 2 år. Fondens dækning sker dog med fradrag af forpligtelser, der har relation til realkreditlånesagen eller ejendomshandelen, og eventuelle forpligtelser, der ikke er modregnet over for det pågældende institut i henhold til stk. 1. Det er en forudsætning, at den faste ejendom har været anvendt hovedsagelig ikkeerhvervsmæssigt eller er bestemt til hovedsagelig ikkeerhvervsmæssig anvendelse af køberen eller sælgeren af ejendommen henholdsvis den, der har optaget realkreditlånet.

Stk. 4. Fonden kan beslutte, at også andre former for indskud dækkes fuldt ud.

§ 10. I de i § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, nævnte institutter samt de i § 3, stk. 1, nr. 4, og § 4 nævnte filialer af kreditinstitutter og investeringsselskaber, som er tilsluttet realkreditafdelingen eller fondsmæglerselskabsafdelingen, dækker Fonden kontante midler i instituttet indtil 300.000 kr. pr. investor.

§ 11. I de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt filialer, som er tilsluttet Fonden i medfør af § 4, dækker Fonden tab, som investor har lidt som følge af, at instituttet ikke kan tilbagelevere værdipapirer, der tilhører investor, og som opbevares, administreres eller forvaltes af instituttet, med indtil modværdien af 20.000 ecu pr. investor. En investor kan dog højst modtage dækning op til et beløb svarende til værdien af de værdipapirer, som ikke kunne tilbageleveres af instituttet.

Stk. 2. Ved værdipapirer forstås i denne lov de i § 2 i lov om værdipapirhandel m.v. nævnte instrumenter.

§ 12. Krav på dækning fra indskydere og investorer, jf. § 9, stk. 1, og §§ 10 og 11, opgøres efter fradrag af disses eventuelle forpligtelser over for det pågældende institut.

§ 13. Fonden dækker ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende det pågældende instituts direktører eller bestyrelsesmedlemmer. Fondens dækning omfatter endvidere ikke indskydere eller investorer, der ejer 10 pct. eller mere af aktie -, garanti- eller andelskapitalen. Fondens dækning omfatter heller ikke indskud, midler og værdipapirer tilhørende andre af de i § 3, stk. 1, nævnte institutter samt institutter, som er tilsluttet Fonden i medfør af § 4, efterstillede kapitalindskud eller indskud, midler og værdipapirer, der hidrører fra transaktioner, i forbindelse med hvilke der er blevet afsagt dom i forbindelse med hvidvaskning af penge.

§ 14. Hvor flere personer er noteret som indehavere af en konto eller et depot, skal hver person betragtes som en selvstændig indskyder eller investor for sin andel ved beregning af de i §§ 9-11 fastsatte grænser.

§ 15. Indskydere og investorer skal have oplysning om dækningsomfanget m.v. af den garantiordning, som et institut er tilsluttet. Finanstilsynet fastsætter nærmere bestemmelser herom.