← Lov om en garantifond for indskydere og investorer(* 1)

§ Lov om en garantifond for indskydere og investorer(* 1) · kapitel 10 af 10

Kapitel 10 – *Ikrafttrædelsesbestemmelser m.v.*

LOV nr 415 af 26/06/1998

§ 24. Økonomiministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden, jf. dog stk. 2 og 4. Samtidig ophæves lov nr. 367 af 14. juni 1995 om en indskydergarantifond.

Stk. 2. Økonomiministeren fastsætter efter forhandling med skatteministeren tidspunktet for ikrafttrædelsen af § 25.

Stk. 3. Ligningslovens § 7 B som affattet ved denne lovs § 25 har virkning for beløb, som Fonden udbetaler fra og med det i medfør af stk. 2 fastsatte tidspunkt.

Stk. 4. Økonomiministeren kan fastsætte, at § 2, stk. 5, træder i kraft på et senere tidspunkt end resten af loven.

Stk. 5. Indtil 31. december 1999 finder loven anvendelse på filialer af spanske og græske kreditinstitutter etableret her i landet, som indtil den 31. december 1999 er undtaget fra krav om tilslutning til en indskydergarantiordning i deres hjemland, jf. artikel 12 og bilag 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger.

Stk. 6. Uanset bestemmelserne i §§ 9-11 må den dækning, der ydes indskydere og investorer i filialer af danske institutter, jf. § 3, etableret i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Fællesskabet har indgået aftale med, indtil den 31. december 1999 ikke overstige den dækning, der tilbydes af garantiordningen i værtslandet.

§ 25. I lov om påligning af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997, som senest ændret ved § 1 i lov nr. 133 af 25. februar 1998, affattes § 7 B således:

»§ 7 B. Beløb, som Garantifonden for indskydere og investorer udbetaler til et institut som fastsat i lov om en garantifond for indskydere og investorer § 3 til hel eller delvis udligning af en regnskabsmæssig underbalance i forbindelse med overdragelse af aktiver og passiver fra et institut til et andet institut, medregnes ikke til den skattepligtige indkomst. Den del af underbalancen, der er dækket af et tilskud eller en garanti fra Garantifonden for indskydere og investorer, kan derefter ikke anses for en del af det overtagende instituts anskaffelsessum for de overtagne aktiver.

Stk. 2. Såfremt Garantifonden for indskydere og investorer har udbetalt beløb omfattet af stk. 1 eller stillet garanti, der kan føre til udbetaling af beløb omfattet af stk. 1, og et overdragende institut omfattet af stk. 1 påbegynder ny aktivitet, kan et underskud for tidligere indkomstår ikke føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for det pågældende indkomstår eller senere indkomstår, ligesom underskud for det pågældende indkomstår ikke kan føres til fradrag i den skattepligtige indkomst for senere indkomstår.«

§ 26. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Loven kan med undtagelse af § 25 ved kongelig anordning sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Amalienborg, den 26. juni 1998

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Marianne Jelved

Officielle noter

(* 1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 94/19/EF af 30. maj 1994 om indskudsgarantiordninger, EF-Tidende 1994, L 135, s. 5, og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv nr. 97/9/EF af 3. marts 1997 om investorgarantiordninger, EF-Tidende 1997, L 84, s. 22.