Lov om jernbanevirksomhed m.v. § 4

§ 4. Tilladelse til at drive jernbanevirksomhed kan meddeles virksomheder, der

    1. ønsker at drive personbefordring eller godstransport på jernbane som virksomhedens hovedaktivitet,
    1. har økonomisk grundlag for at drive virksomheden forretningsmæssigt forsvarligt,
    1. ikke er erklæret konkurs,
    1. ikke har forfalden gæld til det offentlige på 50.000 kr. eller derover,
    1. ikke er blevet idømt straf for alvorlige lovovertrædelser, herunder for overtrædelser i erhvervsforhold eller på transportområdet,
    1. ikke er blevet dømt for alvorlige eller gentagne overtrædelser af bestemmelser på det social- og arbejdsretlige område, herunder forpligtelser i henhold til lovgivningen om beskyttelse af arbejdstagere,
    1. i faglig henseende er kvalificeret til at drive jernbanevirksomhed, herunder har etableret en godkendt jernbanesikkerhedsorganisation,
    1. er i besiddelse af en gyldig ansvarsforsikring, jf. § 17, og
    1. råder over trækkraft.

Stk. 2. Betingelserne i stk. 1, nr. 3, 5 og 6, skal ligeledes være opfyldt af direktørerne og alle bestyrelsesmedlemmerne.

Stk. 3. En tilladelse er gyldig, så længe virksomheden opfylder de i denne lov angivne vilkår. Jernbanetilsynet kan, hvis Tilsynet finder anledning hertil, bestemme, at der skal foretages en fornyet vurdering af, om vilkårene er opfyldt. En fornyet vurdering skal dog senest finde sted 5 år efter udstedelsen af tilladelsen.

Stk. 4 . Jernbanetilsynet kan suspendere eller tilbagekalde tilladelsen, hvis virksomheden ikke længere opfylder vilkårene i stk. 1 og 2. Nærmere regler om suspension og tilbagekaldelse fastsættes af trafikministeren.

Stk. 5. Trafikministeren kan bestemme, at der kan knyttes særlige vilkår til tilladelser, herunder at tilladelser udstedes for en begrænset periode. Trafikministeren kan fastsætte nærmere regler om udstedelse af tilladelser.

Stk. 6. Jernbanetilsynet kan opkræve et gebyr i forbindelse med udstedelse af tilladelse til jernbanevirksomhederne.

Kilde: Retsinformation.dk