Lov om jernbanevirksomhed m.v. § 17
§ 17. Krav om erstatning for skader forvoldt af jernbanevirksomheder skal være dækket af en ansvarsforsikring.
Stk. 2. Forsikringen skal dække personskade eller tab af forsørger på op til 150 mio. kr. og tingskade på op til 100 mio. kr. for den ved en enkelt begivenhed forårsagede skade.
Stk. 3. De i stk. 2 nævnte beløb reguleres hvert år pr. 1. januar med 2 pct. tillagt tilpasningsprocenten for det gældende finansår, jf. lov om en satsreguleringsprocent. De herefter fremkomne beløb afrundes til nærmeste med 1 million delelige kronebeløb. Trafikministeren bekendtgør hvert år, hvilke reguleringer der skal finde sted.
Stk. 4. Trafikministeren kan fastsætte nærmere regler om jernbanevirksomhedernes forsikringsdækning.
Stk. 5. Bestemmelserne i nærværende kapitel finder tilsvarende anvendelse på skader, som forårsages af infrastrukturforvalternes jernbanekøretøjer.
Stk. 6 . Erstatningsansvaret ved befordring af gods i national trafik følger reglerne i fælles regler for kontrakter om international befordring af gods med jernbane (CIM). For stykgods gælder dog den i konvention om fragtaftaler ved international godstransport ad landevej (CMR) fastsatte maksimale erstatning.
Kilde: Retsinformation.dk