§ Lov om jernbanevirksomhed m.v. · kapitel 10 af 14
Kapitel 10 – *Klageadgang, Jernbaneklagenævnet m.v.*
LOV nr 289 af 18/05/1998
§ 24. Klager over afgørelser i medfør af §§ 4 og 8-11 samt klager over afslag på ansøgning om adgang til uddannelse af jernbaneteknisk personale i medfør af § 6 kan indgives til Jernbaneklagenævnet.
Stk. 2. Nævnet består af 4 medlemmer, der beskikkes af trafikministeren. Formanden skal opfylde de almindelige betingelser for at kunne blive dommer. De 3 andre medlemmer skal repræsentere henholdsvis jernbaneteknisk, samfundsøkonomisk og konkurrenceretlig ekspertise. Der beskikkes suppleanter for formanden og de øvrige medlemmer.
Stk. 3. Afgørelser i Jernbaneklagenævnet træffes ved stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Stk. 4. I sager, der vedrører priser, øvrige aftalevilkår samt krydssubsidiering i medfør af § 6, § 8, stk. 3 og 4, og § 10, indhenter Nævnet en bindende udtalelse fra Konkurrencerådet, inden Nævnet træffer endelig afgørelse.
Stk. 5. Afgørelser i medfør af stk. 4 kan indbringes for Konkurrenceankenævnet, jf. lov nr. 384 af 10. juni 1997 (konkurrenceloven). Nævnets øvrige afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Stk. 6. Trafikministeren kan bestemme, at andre klager end de i stk. 1 nævnte kan indbringes for Jernbaneklagenævnet.
Stk. 7. Trafikministeren fastsætter nærmere regler for gebyr for indgivelse af klage.