§ Bogføringsloven · kapitel 10 af 16
Kapitel 2 – *
LOV nr 1006 af 23/12/1998
Definitioner
§ 2. En virksomhed er erhvervsdrivende eller udøver erhvervsaktiviteter, når den yder varer, rettigheder, pengemidler, tjenester eller lignende, for hvilke den normalt modtager vederlag.
Stk. 2. Uanset stk. 1 anses en virksomhed for at være erhvervsdrivende eller udøve erhvervsaktiviteter, hvis den er omfattet af lov om aktieselskaber, lov om anpartsselskaber, lov om erhvervsdrivende fonde, lov om erhvervsdrivende virksomheder eller i øvrigt er erhvervsdrivende i henhold til lov. Dette gælder, uanset om virksomhederne helt eller delvis er undtaget for kravene i de nævnte love.
§ 3. Som regnskabsmateriale anses
-
registreringer, herunder transaktionssporet, jf. § 4, stk. 1,
-
beskrivelser af bogføringen, herunder aftaler om elektronisk dataudveksling, jf. § 14, stk. 2,
-
beskrivelser af systemer til at opbevare og fremfinde opbevaret regnskabsmateriale, jf. § 14, stk. 3,
-
bilag og anden dokumentation, jf. § 5,
-
oplysninger i øvrigt, som er nødvendige for kontrolsporet, jf. § 4, stk. 2,
-
regnskaber, som kræves udarbejdet i henhold til lovgivning, og
-
revisionsprotokoller.
Stk. 2. Medmindre andet fremgår af lovgivningen i øvrigt, omfatter et regnskab, jf. stk. 1, nr. 6, også eventuelle årsberetninger og lignende, der er knyttet til regnskabet.
§ 4. Ved transaktionssporet forstås den sammenhæng, der er mellem de enkelte registreringer og den bogføringspligtiges årsregnskab, skatte- eller afgiftsopgørelse, tilskudsregnskab eller tilsvarende regnskabsopstilling, der skal udarbejdes i henhold til lovgivning.
Stk. 2. Ved kontrolsporet forstås de oplysninger, der dokumenterer registreringernes rigtighed.
§ 5. Ved bilag forstås enhver nødvendig dokumentation for transaktioner, der registreres i bogføringen, uanset dokumentationen er på elektronisk medie, mikrofilm, papir eller andet medie. Ved eksterne bilag forstås dokumentation, der hidrører fra andre end den bogføringspligtige. Øvrige bilag anses som interne.