Lov om leje af almene boliger § 106

§ 106. Beboerklagenævnets afgørelse kan af hver af parterne indbringes for boligretten. Afgørelser om meddelelse af advarsel efter § 82, stk. 1, nr. 4, kan dog ikke indbringes for boligretten. Indbringelse må ske senest 4 uger efter, at underretning om nævnets afgørelse er meddelt parterne. Ved beregningen af fristen ses der bort fra juli måned. Boligretten kan dog undtagelsesvis tillade, at sagen indbringes for boligretten efter udløbet af fristen, når ansøgning herom indgives inden 1 år efter beboerklagenævnets afgørelse. Meddeles tilladelse, skal sag dog anlægges inden 4 uger.

Stk. 2. Har beboerklagenævnet truffet afgørelse efter § 82, stk. 1, nr. 1, eller stk. 3, og flytter lejeren ikke inden den af nævnet fastsatte frist, jf. § 105, stk. 7, 2. pkt., skal udlejeren uanset den i stk. 1, 3. pkt., fastsatte frist indbringe sagen for boligretten. Indbringelse skal ske senest 4 uger efter den af beboerklagenævnet fastsatte frist for lejerens fraflytning.

Stk. 3. Beboerklagenævnet skal efter boligrettens nærmere bestemmelse redegøre for sin afgørelse under boligretssagen.

Stk. 4. Ved behandling af sager om opsigelse eller ophævelse som følge af overtrædelse af betingelser i tilfælde, hvor lejeforholdet er gjort betinget efter § 82, stk. 1, nr. 2, kan boligretten foretage en fuldstændig prøvelse af beboerklagenævnets afgørelse.

Stk. 5. Har beboerklagenævnet ikke truffet afgørelse inden udløbet af fristen herfor i § 105, stk. 1, kan klageren indbringe sagen for boligretten uden at afvente nævnets afgørelse. Stk. 2 finder tilsvarende anvendelse.

Kilde: Retsinformation.dk