Boligopsparingsloven § 8
§ 8. I lov om påligningen af indkomstskat til staten (ligningsloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 869 af 15. november 1995, som ændret senest ved lov nr. 452 af 10. juni 1997, indsættes som § 7 R:
» § 7 R. Renter, der tilskrives en boligopsparingskonto, som er oprettet i henhold til lov om boligopsparing, skal ikke medregnes i den skattepligtige indkomst.
Stk. 2. Der skal ske genbeskatning efter stk. 3 i følgende tilfælde:
-
- Ved udbetaling af indeståendet, uden at de frigivne beløb skal anvendes til formål som nævnt i § 2 i lov om boligopsparing.
-
- Efter udløbet af 10-års-perioden, jf. § 4, stk. 2, i lov om boligopsparing.
-
- Ved opsparerens konkurs, jf. § 5, stk. 3, i lov om boligopsparing.
-
- Når det opsparede beløb frigives på grund af opsparerens død, jf. § 5, stk. 4, i lov om boligopsparing.
-
- Når det opsparede beløb frigives under skifte af ægtefællers fællesbo, jf. § 5, stk. 4, i lov om boligopsparing.
-
- Når opsparerens skattepligt efter kildeskattelovens § 1 ophører som følge af fraflytning til udlandet, jf. § 5, stk. 3, i lov om boligopsparing.
-
- Når opspareren bliver hjemmehørende i en fremmed stat, Færøerne eller Grønland efter bestemmelserne i en dobbeltbeskatningsoverenskomst, jf. § 5, stk. 3, i lov om boligopsparing.
Stk. 3 . I tilfælde som nævnt i stk. 2 medregnes de tilskrevne renter samt et tillæg i den skattepligtige indkomst efter reglerne i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1, for det indkomstår, hvori en genbeskatningssituation er indtrådt. Tillægget udgør 5 pct. af rentetilskrivningen for hvert år fra udløbet af de indkomstår, hvori skattefrie renter er tilskrevet kontoen, og indtil udløbet af det indkomstår, hvori genbeskatningssituationen er indtrådt.«
Kilde: Retsinformation.dk