Lov om investeringsforeninger og specialforeninger(* 1) § 35

§ 35. For hvert regnskabsår udarbejder bestyrelse og direktion eller direktionen i administrationsselskabet i overensstemmelse med lovgivningens og vedtægternes regler herom et årsregnskab bestående af resultatopgørelse, balance og noter. Endvidere udarbejdes en årsberetning. De opregnede dele udgør en helhed. Endelig skal der hvert år pr. 30. juni udarbejdes en formueopgørelse.

Stk. 2. Er foreningen opdelt i afdelinger, skal årsregnskabet og formueopgørelsen udarbejdes særskilt for hver afdeling.

Stk. 3. Årsregnskab og årsberetning skal underskrives af bestyrelsen og af direktionen eller direktionen i administrationsselskabet. Mener et bestyrelsesmedlem, en direktør eller en direktør i administrationsselskabet, at årsregnskabet eller årsberetningen ikke bør godkendes, eller har vedkommende andre indvendinger mod disse, som vedkommende ønsker at gøre generalforsamlingen bekendt med, skal vedkommende gøre rede herfor i sin påtegning.

Kilde: Retsinformation.dk