Lov om investeringsforeninger og specialforeninger(* 1) § 23
§ 23. Direktører, vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede samt interne revisions- og vicerevisionschefer i en forening må ikke for egen regning udføre eller deltage i spekulationsforretninger. Det samme gælder for andre ledende medarbejdere med et særligt ansvar for fonds- eller valutafunktioner.
Stk. 2. Bestyrelsen er forpligtet til at udarbejde interne retningslinjer for, hvilke andre medarbejdere der ikke for egen regning må udføre eller deltage i spekulationsforretninger. Retningslinjerne skal omfatte ledende medarbejdere med ansvar for fonds- eller valutafunktioner, der ikke er omfattet af stk. 1.
Stk. 3. Finanstilsynet fastsætter nærmere regler om, hvilke formuedispositioner der udgør spekulationsforretninger.
Stk. 4. Medlemmer af ledelsen af en forening, af dens depotselskab eller eventuelle administrationsselskab må ikke uden samtykke fra foreningens bestyrelse overdrage værdipapirer eller andet til foreningen eller erhverve sådanne aktiver fra foreningen. Samtykke skal gives i hvert enkelt tilfælde og indføres i bestyrelsens forhandlingsprotokol.
Stk. 5. Et bestyrelsesmedlem eller en direktør må ikke deltage i behandling af spørgsmål om aftaler mellem foreningen og den pågældende selv eller om søgsmål mod den pågældende selv eller søgsmål mod tredjemand eller om aftale mellem foreningen og tredjemand, hvis bestyrelsesmedlemmet eller direktøren deri har en væsentlig interesse, der kan være stridende mod foreningens.
Stk. 6. En direktør kan ikke bestride hverv som direktør i en forening, såfremt den pågældende har anmeldt betalingsstandsning, er under konkursbehandling, har indgivet begæring om gældssanering, eller der er indledt forhandling om tvangsakkord.
Kilde: Retsinformation.dk