Lov om investeringsforeninger og specialforeninger(* 1) § 15

§ 15. Bestyrelsen ansætter en direktion, der varetager den daglige ledelse af foreningen. Direktionen skal derved følge de retningslinjer og anvisninger, som bestyrelsen har givet. Den daglige ledelse omfatter ikke dispositioner, der efter foreningens forhold er af usædvanlig art eller af stor betydning. Sådanne dispositioner kan direktionen kun foretage efter særlig bemyndigelse fra bestyrelsen, medmindre bestyrelsens beslutning ikke kan afventes uden væsentlig ulempe for foreningens virksomhed. Bestyrelsen skal i så fald snarest muligt underrettes om den trufne disposition.

Stk. 2. Den daglige ledelse kan i stedet overlades til et af Finanstilsynet godkendt administrationsselskab med hjemsted her i landet, således at de opgaver, der påhviler en forenings direktør, udføres af administrationsselskabets direktør. Dette skal være et aktieselskab og må ikke drive anden virksomhed end daglig ledelse af investeringsforeninger og daglig ledelse af specialforeninger. Bestemmelserne i stk. 1 og 3 samt i § 14, stk. 3-6, finder tilsvarende anvendelse på administrationsselskabet.

Stk. 3. Direktører, vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede samt interne revisions- og vicerevisionschefer må ikke eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed eller som bestyrelsesmedlem, funktionær eller på anden måde deltage i ledelsen eller driften af anden erhvervsvirksomhed end foreningen, jf. dog stk. 4-6 og §§ 16-18. De kan dog eje, drive og deltage i administrationen af fast ejendom. Endvidere kan direktører med bestyrelsens tilladelse midlertidigt eje eller drive selvstændig erhvervsvirksomhed, som de ejer ved tiltrædelsen af deres stilling i foreningen eller senere arver, hvis en umiddelbar afhændelse af erhvervsvirksomheden vil være forbundet med et økonomisk tab. Direktionen kan give tilsvarende tilladelse til vicedirektører, underdirektører og dermed ligestillede samt interne revisions- og vicerevisionschefer.

Stk. 4. Forbudet i stk. 3 gælder ikke for hverv i foreninger, institutioner, råd, nævn og lignende, der ikke har til formål at fremme deltagernes økonomiske interesser gennem erhvervsdrift.

Stk. 5. I foreninger, hvor direktøren er eneste ansatte eller ikke har fuldtidsbeskæftigelse, finder stk. 3 ikke anvendelse.

Stk. 6. De i stk. 3 nævnte personer kan dog varetage tilsvarende stillinger i andre investeringsforeninger og specialforeninger inden for samme gruppe. Endvidere kan de interne revisions- og vicerevisionschefer uanset stk. 3 være intern revisions- og vicerevisionschef i et selskab som nævnt i § 62, stk. 4.

Kilde: Retsinformation.dk