← Lov om social service

§ Lov om social service · kapitel 4 af 28

Kapitel 4 – *Dagtilbud til børn*

LOV nr 454 af 10/06/1997

§ 7. Kommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i dagtilbud til børn, jf. dog § 16, med henblik på at give pædagogiske, sociale og pasningsmæssige tilbud. Kommunen har det overordnede ansvar for dagtilbudene.

Stk. 2. Dagtilbudene kan etableres som daginstitutioner, dagpleje og puljeordninger. Tilrettelæggelse af dagtilbudene skal fastlægges i overensstemmelse med § 4.

Formål

§ 8. Kommunen fastsætter mål og rammer for dagtilbudenes arbejde som en integreret del både af kommunens samlede generelle tilbud til børn og af den forebyggende og støttende indsats over for børn, herunder børn med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med andet behov for støtte.

Stk. 2. Dagtilbudene skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og støtte det enkelte barns tilegnelse og udvikling af sociale og almene færdigheder med henblik på at styrke det enkelte barns alsidige udvikling og selvværd og at bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst.

Stk. 3. Dagtilbudene skal give muligheder for oplevelser og aktiviteter, der bidrager til at stimulere barnets fantasi, kreativitet og sproglige udvikling, samt give barnet rum til at lege og lære og til fysisk udfoldelse, samvær og mulighed for udforskning af omgivelserne.

Stk. 4. Dagtilbudene skal give børn mulighed for medbestemmelse og medansvar og som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed og evner til at indgå i forpligtende fællesskaber.

Stk. 5. Dagtilbudene skal medvirke til at give børn forståelse for kulturelle værdier og for samspillet med naturen.

Daginstitutioner

§ 9. Daginstutioner kan drives af en eller flere kommuner eller som selvejende institutioner efter aftale med kommunen.

Kommunal dagpleje

§ 10. Kommunen kan tilbyde pladser til børn i kommunal dagpleje etableret i private hjem og andre lokaler i børnenes hjemlige miljø, der forud er godkendt af kommunen til dette formål. Der kan i den enkelte dagpleje modtages op til 5 børn. Varetages dagplejen af flere personer, kan kommunen beslutte, at der i dagplejen kan modtages op til 10 børn.

Stk. 2. Kommunen kan beslutte, at dagplejerens egne børn under 3 år kan indgå i det antal børn, dagplejeren modtager betaling for. Kommunens afgørelse herom kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.

Puljeordninger

§ 11. Kommunen kan til puljeordninger for børn yde et tilskud pr. barn.

Stk. 2. Kommunen indgår aftale med puljeordningen om drift af ordningen.

Optagelse

§ 12. Kommunen træffer afgørelse om optagelse i et dagtilbud. Afgørelsen kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Kommunen kan bestemme, at selvejende daginstitutioner efter § 9 og puljeordninger efter § 11 ikke er omfattet af 1. pkt.

Stk. 2. Anvisning af pladser sker efter anciennitet.

Stk. 3. Anvisning efter anciennitet kan dog fraviges, hvis et barn af sociale eller pædagogiske grunde har et særligt behov for en plads i et dagtilbud.

Stk. 4. I andre særlige tilfælde, hvor der er et akut behov for en plads i et dagtilbud, vil anvisning efter anciennitet kunne fraviges i begrænset omfang.

Stk. 5. Kommunen kan hverken permanent eller midlertidigt opsige et barn af et dagtilbud, fordi en eller begge forældre bliver ledige.

Forældrebestyrelser i kommunale dagtilbud

§ 13. Ved alle kommunale daginstitutioner og den kommunale dagpleje oprettes en bestyrelse med et flertal af valgte forældre. Medarbejderne i dagtilbudene skal være repræsenteret i bestyrelsen. Kommunen kan beslutte, at medarbejderrepræsentanterne skal have stemmeret.

Stk. 2. Forældrebestyrelsen i daginstitutionen fastsætter principper for institutionens arbejde og for anvendelsen af en budgetramme for hver enkelt institution inden for de af kommunen fastsatte mål og rammer. Forældrebestyrelsen har indstillingsret til kommunen i forbindelse med ansættelse af personale i daginstitutionen. Forældrebestyrelsen i den kommunale dagpleje fastsætter overordnede principper for dagplejens arbejde og for anvendelsen af en budgetramme for dagplejen inden for de af kommunen fastsatte mål og rammer.

Stk. 3. Dagtilbudets leder har den administrative og pædagogiske ledelse af tilbudet og er ansvarlig for tilbudets arbejde over for forældrebestyrelsen og kommunen.

Stk. 4. Kommunens beføjelser efter §§ 6, 10, 12 og 15 om tilsyn, godkendelse af dagplejehjem, afgørelse om optagelse, tildeling af fripladser og forældrebetaling samt de beføjelser, der følger af den kommunale bevillings- og arbejdsgiverkompetence, kan ikke overdrages til en forældrebestyrelse.

Stk. 5. Kommunen fastsætter efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelserne vedtægter for styrelsen af de kommunale dagtilbud.

Forældrebestyrelser i selvejende daginstitutioner

§ 14. Ved alle selvejende daginstitutioner for børn skal der oprettes en forældrebestyrelse med et flertal af valgte forældre og med repræsentation af institutionens medarbejdere. Dette gælder dog ikke i tilfælde, hvor den selvejende institutions bestyrelse består af et flertal af valgte forældre. Den selvejende daginstitutions bestyrelse udarbejder efter indhentet udtalelse fra en forældrebestyrelse en vedtægt for styrelsen af institutionen. Vedtægten godkendes af kommunen.

Stk. 2. I selvejende daginstitutioner, hvor der oprettes en forældrebestyrelse, skal det fastlægges i vedtægten, at forældrebestyrelsen fastsætter principper for institutionens arbejde og for anvendelse af en budgetramme for institutionen samt har indstillingsret i forbindelse med ansættelse af personale i institutionen. Forældrebestyrelsen varetager sine opgaver inden for de af kommunen fastsatte mål og rammer og det i vedtægten fastsatte formål og idegrundlag.

Stk. 3. Lederen af den selvejende daginstitution har den administrative og pædagogiske ledelse af institutionen og er ansvarlig for daginstitutionens arbejde over for forældrebestyrelsen og for bestyrelsen for den selvejende institution.

Betaling

§ 15. Forældrene betaler for opholdet i dagtilbudet med et beløb, der svarer til 30 pct. af de budgetterede udgifter ved ophold i dagtilbudet, bortset fra ejendomsudgifter, herunder husleje og vedligeholdelse, jf. dog stk. 4.

Stk. 2. Kommunen afgør, om betalingen skal beregnes på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte daginstitution eller på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved driften af daginstitutioner af samme type i kommunen. Betalingen for ophold i ordninger efter § 11 beregnes dog på grundlag af udgifterne ved driften af den enkelte ordning, jf. § 144, stk. 3.

Stk. 3. For den kommunale dagpleje beregnes betalingen på grundlag af de gennemsnitlige udgifter ved opholdet i den kommunale dagpleje.

Stk. 4. Socialministeren fastsætter nærmere regler om betalingen efter stk. 1 og kan herunder bestemme, at der skal ske nedsættelse eller bortfald af betalingen under hensyn til forældrenes økonomiske forhold og børnenes særlige behov for ophold i dagtilbud.

Stk. 5. Betalingen fastsættes for et regnskabsår ad gangen på grundlag af dagtilbudenes budgetter.

Særlige dagtilbud

§ 16. Amtskommunen sørger for, at der er det nødvendige antal pladser i særlige dagtilbud til børn, der på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne har et særligt behov for støtte, behandling m.v., der ikke kan dækkes gennem ophold i et af de almindelige dagtilbud, jf. § 7.

Stk. 2. Tilbud efter stk. 1 kan oprettes og drives af en amtskommune, af en kommune efter aftale med amtskommunen eller af en selvejende institution, som amtskommunen indgår aftale med.

Stk. 3. Socialministeren fastsætter regler om forældrebestyrelser i særlige dagtilbud.

§ 17. Amtskommunen træffer afgørelse om optagelse i et særligt dagtilbud efter indstilling fra opholdskommunen.

§ 18. Forældrene betaler for opholdet i de særlige dagtilbud efter regler, der fastsættes af socialministeren.