§ Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område · kapitel 9 af 15
Kapitel 9 – *Den Sociale Ankestyrelse*
LOV nr 453 af 10/06/1997
§ 50. Den Sociale Ankestyrelse er klageinstans for administrative afgørelser, i det omfang det fastsættes ved lov.
Stk. 2. Ankestyrelsens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Sammensætning
§ 51. Ankestyrelsens afgørelser træffes af
-
- styrelseschefen, vicestyrelseschefen og et antal ankechefer og
-
- medlemmer, der udpeges efter § 52.
Stk. 2. Styrelseschefen, vicestyrelseschefen og ankecheferne skal have bestået juridisk, statsvidenskabelig eller økonomisk eksamen eller anden dermed ligestillet eksamen. Deres ansættelsesområde er alene Ankestyrelsen.
§ 52. Socialministeren fastsætter antallet af beskikkede medlemmer og stedfortrædere, der udpeges af socialministeren for 4 år ad gangen efter indstilling fra
-
- Dansk Arbejdsgiverforening,
-
- Landsorganisationen i Danmark,
-
- Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd,
-
- Amtsrådsforeningen i Danmark,
-
- Kommunernes Landsforening,
-
- De Samvirkende Invalideorganisationer,
-
- Københavns Kommune og
-
- Frederiksberg Kommune.
Stk. 2. Som medlemmer kan ikke udpeges personer,
-
- der er fyldt 66 år,
-
- der tidligere i 2 perioder har været beskikket som medlem af Ankestyrelsen, eller
-
- der er ansat inden for den offentlige social- og sundhedsforvaltning eller på institutioner med socialt formål.
Afgørelser i de enkelte sager
§ 53. Ankestyrelsen træffer afgørelse i de enkelte sager på et møde, hvori der deltager 2 medlemmer og 1 ankechef, der er formand. Afgørelserne træffes ved almindeligt flertal.
Stk. 2. Skønner Ankestyrelsen, at en sag er egnet til at blive afgjort, uden at der afholdes et møde, sender styrelsen indstilling til medlemmerne om, hvad afgørelsen bør gå ud på. Hvis et medlem ikke ønsker at afgøre sagen på dette grundlag, skal sagen behandles på et møde.
Stk. 3. Formanden kan beslutte, at en afgørelse ikke skal have virkning, hvis formanden skønner, at der er tvivl om, at afgørelsen er lovlig. Sagen skal herefter behandles i et møde med udvidet votering, jf. § 55.
§ 54. Afgørelser i sager efter lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel træffes på et møde, hvori der deltager 3 medlemmer og 2 ankechefer, jf. § 55, stk. 2, nr. 1. De 3 medlemmer skal repræsentere henholdsvis Dansk Arbejdsgiverforening, Landsorganisationen i Danmark og kommunerne.
Afgørelser med udvidet votering
§ 55. I afgørelser med udvidet votering deltager i mødet 2 medlemmer og 2 ankechefer, hvoraf den ene er formand.
Stk. 2. Udvidet votering skal benyttes i sager om følgende:
-
- Afgørelser, som er truffet af de sociale nævn, som kan behandles, fordi de har principiel eller generel betydning, jf. § 63.
-
- Afgørelser truffet af børn og unge-udvalget, jf. § 62 i lov om social service.
-
- Sager om Ankestyrelsens samtykke til eller anmodning om adoption uden forældremyndighedsindehaverens samtykke efter adoptionslovens § 9 og § 10.
-
- Afgørelser, der er udsat med henblik på udvidet votering, jf. § 53, stk. 3.
-
- Andre sager, som styrelseschefen beslutter har principiel eller generel betydning.
Stk. 3. Afgørelsen træffes ved almindeligt flertal. Hvis stemmerne står lige, er formandens stemme afgørende.
§ 56. Styrelseschefen kan, når en sag har principiel eller generel betydning, beslutte, at en afgørelse skal træffes i et møde, hvor styrelseschefen eller vicestyrelseschefen er formand, og hvor der i øvrigt deltager 2 medlemmer og 2 ankechefer. På samme måde kan styrelseschefen eller vicestyrelseschefen deltage i møder efter § 54.
Stk. 2. § 55, stk. 3, finder tilsvarende anvendelse.
Beslutninger om at behandle det sociale nævns afgørelser og om at genoptage en sag
§ 57. Følgende beslutninger træffes af 1 ankechef:
-
- Om en afgørelse, som et socialt nævn har truffet, opfylder betingelserne i § 63 for at kunne blive behandlet af Ankestyrelsen. Beslutningen skal været truffet senest 14 dage efter, at Ankestyrelsen har modtaget sagen.
-
- Om en tidligere afgjort sag skal genoptages.
Forretningsorden m.v.
§ 58. Socialministeren fastsætter en forretningsorden for Ankestyrelsen.
§ 59. Styrelseschefen kan overlade sine beføjelser efter lovgivningen til vicestyrelseschefen og ankecheferne. Styrelseschefen kan fastsætte regler om vicestyrelseschefens og ankechefernes adgang til at overlade deres beføjelser efter lovgivningen til ansatte, der opfylder uddannelseskravet i § 51, stk. 2.