§ Lov om retssikkerhed og administration på det sociale område · kapitel 11 af 15
Kapitel 11 – *Koordinering af praksis*
LOV nr 453 af 10/06/1997
§ 76. Ankestyrelsen har pligt til på landsplan at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for Ankestyrelsen og de sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.
Stk. 2. Som et led i denne koordinering
-
- vejleder Ankestyrelsen om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og
-
- følger Ankestyrelsen kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.
§ 77. Socialministeriet kan anmode Ankestyrelsen om at gennemgå kommunernes, amtskommunernes eller nævnenes afgørelser.
§ 78. Det sociale nævn har pligt til inden for sit område at koordinere, at afgørelser, som efter de sociale love kan indbringes for det sociale nævn, træffes i overensstemmelse med lovgivningen.
Stk. 2. Som et led i denne koordinering
-
- vejleder nævnet om ankeinstansernes praksis i sager efter den sociale lovgivning og
-
- følger nævnet kommunernes, amtskommunernes og de sociale nævns praksis.
§ 79. Ankestyrelsen og det sociale nævn skal samarbejde om deres koordinationsopgave efter § 76 og § 78. Som led i denne opgave kan Ankestyrelsen og de sociale nævn indhente sager til gennemsyn. Oplysninger om afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som i elektronisk form.
Det Centrale Koordinationsudvalg
§ 80. Ankestyrelsen nedsætter et centralt rådgivende udvalg (Det Centrale Koordinationsudvalg) til støtte for sin vejledningsvirksomhed.
Stk. 2. Det Centrale Koordinationsudvalg har til opgave at følge og rådgive kommunerne om
-
- kommunernes indsats med hensyn til aktivering, revalidering, skånejob med løntilskud, opfølgning af sager om sygedagpenge m.v.,
-
- hjælp til forsørgelse og
-
- andre former for hjælp, der har til formål, at borgeren opnår eller fastholder tilknytningen til arbejdsmarkedet.
§ 81. Socialministeren udpeger formanden for Det Centrale Koordinationsudvalg efter indstilling fra Den Sociale Ankestyrelse.
Stk. 2. De øvrige medlemmer udpeges af socialministeren efter indstilling fra
-
- Dansk Arbejdsgiverforening,
-
- Landsorganisationen i Danmark,
-
- Funktionærernes og Tjenestemændenes
Fællesråd,
-
- Amtsrådsforeningen i Danmark,
-
- Kommunernes Landsforening,
-
- Københavns og Frederiksberg Kommuner i fællesskab,
-
- De Samvirkende Invalideorganisationer,
-
- Foreningen af Statsamtmænd,
-
- Praktiserende Lægers Organisation,
-
- Den Sociale Sikringsstyrelse og
-
- Socialministeriet.