Lov om skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordringer, gæld og finansielle kontrakter (kursgevinstloven) § 38
§ 38. Mindsterenten fastsættes for halvårene januar-juni og juli-december, jf. dog stk. 2. Mindsterenten for det følgende halvår beregnes på grundlag af et simpelt gennemsnit opgjort med to decimaler af en af Københavns Fondsbørs A/S dagligt udregnet effektiv obligationsrente for de seneste 20 børsdage forud for 15. december og 15. juni. Den effektive obligationsrente opgøres med to decimaler for fastforrentede kroneobligationer i åbne serier, der noteres på Københavns Fondsbørs A/S, bortset fra konverterbare obligationer noteret over pari samt indeksregulerede obligationer. Mindsterenten udgør den efter 2. pkt. beregnede gennemsnitsrente ganget med 7/8 og nedrundet til nærmeste hele antal procentpoints. Mindsterenten offentliggøres senest femtesidste børsdag forud for den periode, hvori mindsterenten skal gælde.
Stk. 2. Er den effektive obligationsrente, jf. stk. 1, 3. pkt., i 10 på hinanden følgende børsdage i perioden fra og med 1. januar henholdsvis 1. juli og indtil påbegyndelsen af en ordinær beregningsperiode efter stk. 1, mere end 2 procentpoints højere eller mere end 1 procentpoint lavere end det gennemsnit, der danner grundlag for halvårets eller resten af halvårets mindsterente, beregnes mindsterenten efter stk. 1, 4. pkt., på grundlag af et simpelt gennemsnit af den effektive obligationsrente i disse 10 børsdage i stedet for gennemsnitsrenten efter stk. 1, 2. pkt. Den således beregnede mindsterente er gældende for perioden fra og med den 10. børsdag efter den sidste af de nævnte 10 børsdage. Forhøjelse af mindsterenten efter 1. og 2. pkt. får tidligst virkning den 20. børsdag efter den senest forudgående ændring af mindsterenten. Denne forhøjelse finder dog ikke sted, hvis restperioden er mindre end 20 børsdage.
Stk. 3. Mindsterenten er 21/2 pct. for indeksregulerede obligationer, der er udstedt af realkreditinstitutter, der er godkendt i henhold til realkreditloven, Dansk Landbrugs Realkreditfond, Kreditforeningen af Kommuner i Danmark, Kongeriget Danmarks Fiskeribank, Finansieringsinstituttet for Industri og Håndværk A/S samt filialer af udenlandske kreditinstitutter omfattet af realkreditlovens § 3. Dette gælder tillige fordringer, som er udstedt af pengeinstitutter. 1. og 2. pkt. gælder dog kun obligationer og fordringer, som reguleres fuldt ud efter udviklingen i de af Danmarks Statistik beregnede forbrugerprisindeks eller nettoprisindeks. Ved anvendelse af § 14, stk. 2, sidste pkt., ses bort fra den tilsagte regulering efter de nævnte indeks. 1. pkt. omfatter endvidere obligationer, der er udstedt af Danmarks Skibskreditfond til finansiering af skibe, når skriftlig aftale om bygning af et skib er indgået senest den 31. december 1993 med aftalt levering senest den 31. december 1996.
Kilde: Retsinformation.dk