Lov om skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordringer, gæld og finansielle kontrakter (kursgevinstloven) § 16
§ 16. Gevinst og tab på fordringer i fremmed valuta medregnes, jf. dog § 18. Gevinst og tab skal dog alene medregnes, hvis årets nettogevinst eller nettotab sammenlagt med gevinster og tab, som omfattes af § 23, overstiger 1.000 kr. Uanset 1. pkt. kan tab på regreskrav erhvervet ved kautionsbetaling ikke fradrages. Tab på fordringer på selskaber, hvorover den skattepligtige har eller har haft en indflydelse som omhandlet i aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 3, eller tab på fordringer på den skattepligtiges ægtefælle, forældre og bedsteforældre samt børn og børnebørn og disses ægtefæller eller dødsboer efter de nævnte personer, kan ikke fradrages. Stedbarns- og adoptivforhold sidestilles med naturligt slægtsskabsforhold. Det ikkefradragsberettigede tab efter 3. og 4. pkt. opgøres på grundlag af valutakurserne på tidspunktet for fordringens erhvervelse uden hensyn til ændringer i valutakurserne.
Kilde: Retsinformation.dk