§ Lov om skattemæssig behandling af gevinst og tab på fordringer, gæld og finansielle kontrakter (kursgevinstloven) · kapitel 6 af 8
Kapitel 6 – *Finansielle kontrakter*
LOV nr 439 af 10/06/1997
§ 29. Skattepligtige omfattet af § 2, jf. § 9, eller § 12 skal medregne gevinst og tab på terminskontrakter og aftaler om køberetter og salgsretter ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Gevinst og tab medregnes efter de regler, der er angivet i dette kapitel og i kapitel 7.
Stk. 2. Terminskontrakter omfatter ikke aftaler, hvor afviklingstidspunktet ligger senere end aftaletidspunktet, når afvikling finder sted inden for den afviklingsfrist, der på området anses for at være sædvanlig.
§ 30. § 29 anvendes ikke på
-
- aftaler vedrørende fast ejendom,
-
- tegningsretter til aktier m.v., der omfattes af aktieavancebeskatningsloven,
-
- kurssikring ved optagelse, refinansiering, rentetilpasning eller indfrielse af realkreditlån eller realkreditlignende lån,
-
- konverteringsretter knyttet til obligationer, pantebreve, gældsbreve og andre pengefordringer,
-
- aftaler om køb og salg af aktier,
-
- valutakontrakter i forbindelse med køb og salg af værdipapirer, når valutakontraktens løbetid svarer til sædvanlig afviklingstid for handel med de værdipapirer, som valutakontrakten vedrører,
-
- sædvanlige aftaler om levering af varer og andre aktiver samt tjenesteydelser til privat brug eller til brug i modtagerens virksomhed eller som produkt af egen virksomhed samt valutakontrakter indgået i forbindelse hermed, når kontrakterne ikke er noteret på børs, og
-
- aftaler om hel eller delvis afståelse af virksomhed og andele af en virksomhed.
Stk. 2. Stk. 1, nr. 3, gælder ikke for realkreditinstitutter og andre kreditinstitutter m.v., hvis kontrakten er et led i det pågældende instituts næringsvirksomhed ved finansiering.
Stk. 3. Det er en betingelse i stk. 1, nr. 3, 5, 6 og 8, at kontrakten eller aftalen kun kan opfyldes ved levering, og at levering rent faktisk finder sted, samt at kontraktens eller aftalens parter forbliver de samme.
Stk. 4. Uanset reglerne i stk. 1, nr. 5, 6 og 7, finder § 29 dog anvendelse, hvis der er indgået modgående kontrakter eller forretninger. Som modgående kontrakter eller forretninger betragtes også modgående kontrakter eller forretninger, der er indgået af den skattepligtiges ægtefælle eller af et koncernforbundet selskab, jf. § 4, stk. 2, og modgående kontrakter eller forretninger, der er indgået af et selskab m.v., hvori den skattepligtige er hovedaktionær, jf. aktieavancebeskatningslovens § 11, stk. 2-4, eller omvendt.
Stk. 5. Uanset reglerne i stk. 1, nr. 7, finder § 29 dog anvendelse for skattepligtige, der udøver næring ved køb og salg af fordringer og finansielle kontrakter eller driver næringsvirksomhed ved finansiering.
Stk. 6. Kontrakter, der efter stk. 1-5 ikke omfattes af § 29, behandles efter skattelovgivningens almindelige regler.
§ 31. Skattepligtige omfattet af § 2, jf. § 9, kan fradrage tab på kontrakter, der indeholder ret eller pligt til at afstå aktier i det omfang, det angives i stk. 2-4. De i stk. 2-4 nævnte nettoindtægter omfatter ikke gevinst på en kontrakt, som vedrører aktier omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 2 a. 1. og 2. pkt. gælder dog ikke selskaber m.v., der er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 3.
Stk. 2. Tab på en kontrakt som nævnt i stk. 1, 1. pkt., kan fradrages i det omfang, tabet ikke overstiger de 5 senest forudgående indkomstårs skattepligtige nettogevinster på kontrakten, hvori ikke er fradraget tab på andre kontrakter som nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Yderligere tab, der ikke kan fradrages efter stk. 2, kan fradrages i indkomstårets og de følgende 5 indkomstårs nettogevinster på alle kontrakter omfattet af § 29, der indeholder ret eller pligt til at afstå eller at erhverve aktier. Fradrag for tab kan kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i skattepligtig nettogevinst i et tidligere indkomstår.
Stk. 4. Stk. 1-3 gælder tilsvarende for kontrakter, som er baseret på et aktieindeks.
§ 32. Skattepligtige omfattet af § 12 kan fradrage tab på kontrakter i det omfang, det angives i stk. 2 og 3. 1. pkt. gælder dog ikke tab på kontrakter, der indeholder ret eller pligt til at afstå eller at erhverve aktier, når den skattepligtige er omfattet af aktieavancebeskatningslovens § 3, og tab på kontrakter, der har tilknytning til erhvervsmæssig virksomhed.
Stk. 2. Tab på en kontrakt omfattet af stk. 1, 1. pkt., kan fradrages i det omfang, tabet ikke overstiger de 5 senest forudgående indkomstårs skattepligtige nettogevinster på kontrakter.
Stk. 3. Yderligere tab, der ikke kan fradrages efter stk. 2, kan fradrages i indkomstårets og de følgende 5 indkomstårs nettogevinster på kontrakter. Fradrag for tab kan kun fremføres til et senere indkomstår, hvis det ikke kan rummes i skattepligtig nettogevinst i et tidligere indkomstår. Tab, der ikke kan fradrages efter stk. 2 og ikke kan fradrages i indkomstårets nettogevinster efter 1. pkt., kan overføres til fradrag i en eventuel ægtefælles nettogevinster i indkomståret på kontrakter. Det er dog en betingelse, at ægtefællerne er samlevende ved indkomstårets udgang, jf. kildeskattelovens § 4. Tabet kan ligeledes inden for hvert af de efterfølgende 5 indkomstår overføres til fradrag i den anden ægtefælles nettogevinster på kontrakter, hvis tabet ikke kan fradrages i den skattepligtiges nettogevinster på kontrakter i det pågældende indkomstår.
Opgørelse af gevinst og tab på kontrakter
§ 33. Gevinst eller tab på en kontrakt opgøres som forskellen mellem værdien af kontrakten ved indkomstårets udløb og værdien ved indkomstårets begyndelse (lagerprincippet). Er kontrakten anskaffet i indkomståret, opgøres gevinst eller tab som forskellen mellem værdien ved indkomstårets udløb og kontraktens anskaffelsessum. Hvis kontrakten er anskaffet før skattepligtens indtræden, finder reglerne i selskabskatteloven, fondsbeskatningsloven og kildeskatteloven om anskaffelsestidspunktet og anskaffelsessummen anvendelse, jf. § 36. Er kontrakten realiseret i indkomståret, opgøres gevinst eller tab som forskellen mellem kontraktens afståelsesværdi og kontraktens værdi ved indkomstårets begyndelse. Er kontrakten anskaffet og realiseret i samme indkomstår, opgøres gevinst eller tab som forskellen mellem afståelsesværdien og anskaffelsessummen. Afvikles kontrakten ved levering, anses det overdragne aktiv eller passiv for erhvervet henholdsvis afstået på afviklingsdagen og til markedsværdien på afviklingsdagen.
Stk. 2. Skatteministeren kan i ganske særlige tilfælde tillade, at gevinst og tab medregnes efter realisationsprincippet, jf. § 25, stk. 1. Det er en betingelse for denne dispensation, at den pågældende kontrakt indgås som led i virksomhedens primære drift for at sikre leverancer til eller fra virksomheden, og at beskatning efter stk. 1 vil være til væsentlig økonomisk ulempe for virksomheden.