Lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser § 7

§ 7. Der kan gennemføres administrativ omfordeling inden de pågældende individuelle frekvenstilladelsers udløb, hvis den samlede efterspørgsel på radiofrekvenser til den pågældende tjeneste eller det pågældende system ikke kan eller kan forventes inden for et kortere tidsrum ikke at ville kunne imødekommes.

Stk. 2. Administrativ omfordeling indebærer, at allerede tildelte frekvenstilladelser inddrages med henblik på udstedelse af frekvenstilladelser til dem, der har etableret eller ønsker at etablere tilsvarende tjenester eller systemer.

Stk. 3. Anvendelse af administrativ omfordeling forudsætter, at

    1. dette fører til en samlet bedre opfyldelse af lovens overordnede målsætning, jf. § 1, stk. 1,
    1. der fastsættes klare, objektive og ikkediskriminerende regler for omfordeling af allerede tildelte frekvensressourcer, og
    1. der fastsættes tidsrammer for gennemførelse af administrativ omfordeling, der som minimum sikrer tilladelseindehavere 1 års varsel for inddragelse af allerede tildelte radiofrekvensressourcer, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Forskningsministeren kan undtagelsesvis, når der foreligger presserende frekvensknaphed, der på væsentlige områder hindrer udbud af teletjenester, som der er en klar efterspørgsel efter, eller presserende frekvensknaphed, som begrænser eller forvrider konkurrencen inden for dele af telesektoren, fastsætte et kortere opsigelsesvarsel end 1 år, jf. stk. 3, nr. 3.

Stk. 5. Forskningsministeren fastsætter forud for iværksættelse af administrativ omfordeling nærmere regler herfor. Der kan blandt andet fastsættes følgende:

    1. At Telestyrelsen fastsætter nærmere regler for indbyrdes sammenligning af frekvensudnyttelsen inden for den pågældende del af frekvensplanen, herunder grænseværdier for, hvornår en given frekvensudnyttelsesgrad sammenholdt med de øvrige tilladelsesindehaveres frekvensudnyttelse vil kunne udløse omfordeling af allerede tildelte frekvenser.
    1. At Telestyrelsen fastsætter nærmere regler om indbyrdes sammenligning og prioritering af frekvensanvendelsen inden for den pågældende del af frekvensplanen med sigte på, at de enkelte frekvenser alene anvendes til formål, der ikke lige så effektivt kan imødekommes via anvendelse af andre relevante dele af frekvensplanen.
    1. At Telestyrelsen med udgangspunkt i regler fastsat i medfør af nr. 1 og 2 kan fastsætte supplerende vilkår for de enkelte frekvenstilladelser. Telestyrelsen kan inddrage tildelte frekvenser eller dele heraf med henblik på omfordeling inden de pågældende frekvenstilladelsers udløb, i det omfang tilladelsesindehaveren ikke opfylder de således fastsatte vilkår.

Stk. 6. Reglerne som nævnt i stk. 5 skal udstedes i forbindelse med, at beslutningen om metodens iværksættelse træffes i henhold til kapitel 2.

Stk. 7. Telestyrelsen forestår administrativ omfordeling og oplyser herunder brugerne om varsel herfor.

Kilde: Retsinformation.dk