Lov om radiokommunikation og tildeling af radiofrekvenser § 2

§ 2. Forskningsministeren fastsætter hvert andet år rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer for de efterfølgende 5 år.

Stk. 2. Telestyrelsen forelægger forskningsministeren forslag til de i stk. 1 nævnte rammer.

Stk. 3. Telestyrelsens forslag skal omfatte:

    1. Forslag til målsætninger for Danmarks deltagelse i internationale forhandlinger og indgåelse af aftaler om frekvensallokering. Forslaget skal blandt andet omfatte indstilling om den indbyrdes prioritering af frekvensallokering til forskellige anvendelser, herunder tjenester og systemer.
    1. Forslag til frekvensallokerings- og anvendelsesplan (frekvensplan) for de efterfølgende 5 år.
    1. Eventuelle forslag om anvendelse af frekvensadministrative metoder som nævnt i kapitel 3 inden for konkrete dele af frekvensplanen.

Stk. 4. Forskningsministeren kan fastsætte nærmere regler om indholdet af det i stk. 3 nævnte forslag.

Stk. 5. Forskningsministeren kan ved fastlæggelsen af rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. stk. 1, fravige det af Telestyrelsen forelagte forslag.

Stk. 6. Forskningsministeren kan ved fastlæggelsen af rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. stk. 1, ud over de i stk. 3 nævnte forhold fastsætte nærmere regler om

    1. inden for hvilke dele af frekvensplanen §§ 12-14 skal finde anvendelse,
    1. den tidsmæssige udstrækning af adgangen til at anvende radiofrekvenser omfattet af §§ 12-14 og
    1. krav om begrænsninger i tilslutninger til de offentlige telenet.

Stk. 7. Telestyrelsen forelægger hvert år for forskningsministeren en samlet oversigt over, i hvilket omfang der er ledige frekvensressourcer inden for de enkelte dele af den gældende frekvensplan. I de år, hvor Telestyrelsen tillige forelægger forslag til rammer for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. stk. 1, sker forelæggelsen af oversigten i forbindelse hermed.

Stk. 8. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om de nærmere tidsmæssige rammer for proceduren for udarbejdelse af rammer for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer, jf. stk. 1.

Kilde: Retsinformation.dk