Lov om graveadgang og ekspropriation m.v. til telekommunikationsformål § 1
§ 1. Når almenvellet kræver det, kan Telestyrelsen tillade, at der
iværksættes ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden
ved ekspropriation vedrørende fast ejendom med henblik på
nedgravning af telekabler og opsætning af tilhørende forstærker- og
fordelerskabe, der indgår i offentlige telekommunikationsnet.
Stk. 2. Ekspropriation i medfør af stk. 1 kan ske til nyanlæg, udvidelse og ændring af nedgravede telekabler og tilhørende forstærker- og fordelerskabe.
Stk. 3. Anmodning om iværksættelse af ekspropriation efter stk. 1 indgives til Telestyrelsen og kan fremsættes af udbydere af offentlige telenet.
Stk. 4. Telestyrelsen skal ved afgørelser efter stk. 1 blandt andet sikre, at
-
- ekspropriation alene finder sted i tilfælde, hvor der ikke er andre muligheder for etablering af de i stk. 1 nævnte kabler, som det er rimeligt at henvise til, og
-
- ekspropriation alene finder sted i tilfælde, hvor de i stk. 1 nævnte kabler er af væsentlig betydning for udbudet af offentlige telenet eller teletjenester.
Stk. 5. Erstatningsforpligtelsen i anledning af ekspropriationen og pligten til at afholde udgifterne ved ekspropriationssagens behandling påhviler den, der har fremsat anmodning om ekspropriation.
Stk. 6. Ekspropriationskommissionen kan i forbindelse med tilladelse til ekspropriation fastsætte vilkår om, at nedgravede telekabler med tilhørende forstærker- og fordelerskabe skal fjernes, omlægges eller sikres på begæring af vedkommende arealejer, såfremt det godtgøres, at fjernelsen, omlægningen eller sikringen er nødvendig for iværksættelsen af bygnings- eller jordarbejder eller for den brug, arealejeren agter at gøre af grunden. Såfremt den pågældende arealejer og udbyder af offentlige telenet er uenige om, hvorvidt fjernelse, omlægning eller sikring af nedgravede telekabler er påkrævet, træffer ekspropriationskommissionen efter begæring afgørelse herom.
Stk. 7. Ved fremføring af telekabler under eller langs med vej- eller jernbanearealer skal vedkommende vej- eller jernbanemyndighed eller vej- eller jernbanebestyrelse underrettes af den pågældende udbyder af offentlige telenet senest 4 uger inden arbejdets begyndelse.
Kilde: Retsinformation.dk