Lov om tildeling og anvendelse af nummerressourcer m.v. § 5

§ 5. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester, der har en stærk markedsposition, skal imødekomme alle rimelige anmodninger om indgåelse eller ændring af samtrafikaftaler med sigte på gennemførelse af operatørforvalg og fast operatørvalg, jf. stk. 8 og 9.

Stk. 2. Udbydere af offentlige telenet eller teletjenester formodes at have en stærk markedsposition, hvis de har en markedsandel på mere end 25 pct. af en telekommunikationsaktivitet i de geografiske områder, hvori de udbyder telenet eller teletjenester.

Stk. 3. Telestyrelsen kan uanset bestemmelsen i stk. 2 træffe beslutning om, at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester med en markedsandel på 25 pct. eller mindre skal betragtes som udbydere med en stærk markedsposition, og at udbydere af offentlige telenet eller teletjenester med en markedsandel på mere end 25 pct. ikke skal betragtes som udbydere med en stærk markedsposition. Ved beslutninger af denne art skal Telestyrelsen tage udbyderens mulighed for at øve indflydelse på markedsvilkårene, udbyderens omsætning i forhold til størrelsen af markedet, udbyderens kontrol over adgangen til slutbrugere, udbyderens adgang til finansielle ressourcer og udbyderens erfaring med hensyn til udbud af telekommunikationsydelser i betragtning.

Stk. 4. Forskningsministeren fastsætter nærmere regler om afgrænsningen af det eller de relevante markeder i forbindelse med fastlæggelse af en udbyders markedsandel, jf. stk. 2 og 3.

Stk. 5. Lov om konkurrenceforhold og samtrafik i telesektoren samt administrative forskrifter udstedt i medfør heraf finder tilsvarende anvendelse på samtrafikaftaler som nævnt i stk. 1.

Stk. 6. Samtrafikaftaler efter stk. 1 skal give slutbrugerne hos den udbyder, der har en stærk markedsposition, adgang til operatørforvalg og fast operatørvalg på ikkediskriminerende vilkår. Den udbyder, der har en stærk markedsposition, skal åbne for slutbrugernes adgang til operatørforvalg og fast operatørvalg senest 3 måneder efter, at samtrafikaftale herom er indgået.

Stk. 7. Slutbrugere kan ikke afkræves særskilt betaling for etablering af operatørforvalg eller fast operatørvalg af den udbyder, slutbrugeren i øvrigt har sit kundeforhold hos.

Stk. 8. Ved fast operatørvalg og operatørforvalg forstås faciliteter, der tillader slutbrugere tilsluttet offentlige telenet eller teletjenester inden for områderne telefoni, ISDN eller mobilkommunikation at vælge, hvilken udbyder der skal forestå transporten af dele af slutbrugerens samtaler. Dette kan enten ske gennem fast operatørvalg, hvorved forstås en fast aftale om, at slutbrugeren generelt ønsker at anvende en bestemt anden udbyder end den udbyder, slutbrugeren i øvrigt har sit kundeforhold hos, til transport af dele af slutbrugerens teletrafik, eller ved operatørforvalg, hvorved forstås, at slutbrugeren for den enkelte samtale kan vælge en anden udbyder via anvendelse af en operatørforvalgskode.

Stk. 9. Forpligtelsen til at indgå samtrafikaftaler med sigte på etablering af fast operatørvalg, jf. stk. 1, omfatter fast operatørvalg gældende for

    1. den samlede udlandstrafik, som den enkelte slutbruger har,
    1. den samlede indlandstrafik, som den enkelte slutbruger har, eller
    1. den samlede ind- og udlandstrafik, som den enkelte slutbruger har.

Stk. 10. Bestemmelsen i stk. 1 finder ikke anvendelse for analoge centraler, der er oprettet og taget i brug før den 1. juli 1996.

Kilde: Retsinformation.dk