Lov om tildeling og anvendelse af nummerressourcer m.v. § 2
§ 2. Den samlede danske nummerplan omfatter numre, nummerserier og adresser i forbindelse med udbud af telenet eller teletjenester med undtagelse af udbud af datakommunikationsnet og -tjenester, der ikke udnytter nummerplaner eller adresser fastlagt i Den Internationale Telekommunikations Unions (ITU's) anbefalinger. Nummerplanen udarbejdes af Telestyrelsen inden for de i medfør af stk. 2 fastsatte rammer herfor og bekendtgøres af Telestyrelsen.
Stk. 2. Forskningsministeren fastsætter efter forslag fra Telestyrelsen nærmere regler om indholdet af den samlede danske nummerplan omfattende
-
- regler om fordeling og indbyrdes prioritering af de samlede nummerressourcer omfattende blandt andet numre, der kan anvendes i forbindelse med udbud af generelle offentlige standardabonnementer, numre, der kan anvendes til offentlige teletjenester med særlige takseringsforhold, numre, der kan anvendes i forbindelse med udbud af lukkede telenet eller teletjenester, kortnumre til de i stk. 4 nævnte formål og reservering af numre med henblik på senere anvendelse, herunder numre, der reserveres med henblik på omlægning af nummerplanen som nævnt i nr. 3,
-
- tidsplaner og eventuelle overgangsordninger for inddragelse af eksisterende nummerressourcer, hvor anvendelsen er i strid med de fastlagte regler for nummerplanen eller med stk. 4,
-
- rammer for en eventuel omlægning af den samlede nummerplan i form af udvidelse af det samlede antal cifre i de enkelte telefonnumre og
-
- rammer og eventuelle overgangsordninger for ændring af allerede tildelte numre.
Stk. 3. Forskningsministeren kan ved fastlæggelsen af nærmere regler efter stk. 2 fravige Telestyrelsens forslag.
Stk. 4. Kortnumre i de dele af nummerplanen, der vedrører numre til telefoni-, ISDN- og mobilkommunikationstjenester, kan alene anvendes til:
-
- Den offentlige alarmtjeneste.
-
- Udbud af forsyningspligtydelser samt udbud af særlige tjenester af en samfundsmæssig betydning, der kan sidestilles med forsyningspligtudbyderens nummeroplysningstjeneste.
-
- At sikre slutbrugere adgang til via operatørforvalg, jf. § 5, stk. 8, at anvende en anden udbyder af telenet eller teletjenester inden for telefoni, ISDN-tjenester og mobilkommunikation end den udbyder, slutbrugeren i øvrigt har sit kundeforhold hos.
-
- Via kortnumre at sikre slutbrugere i net for telefoni-, ISDN- og mobilkommunikationstjenester adgang til udbydere af offentlige datakommunikationstjenester.
-
- Udbud af nummeroplysningstjenester.
Stk. 5. I forbindelse med Telestyrelsens udarbejdelse af den samlede danske nummerplan, jf. stk. 1, fastsætter Telestyrelsen nærmere regler for
-
- intern nummerering og adressering i telenettene og
-
- sammenhængen mellem den samlede danske nummerplan og fælles internationale nummer- og adresseplaner med sigte på som udgangspunkt at sikre uhindrede opkaldsmuligheder og mulighed for samtrafik mellem offentlige telenet eller teletjenester i såvel indland som udland på grundlag af fælles nummer- og adresseplaner.
Kilde: Retsinformation.dk