Lov om byfornyelse § 146

§ 146. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at almene boligorganisationer med afdelinger i kommunen skal stille indtil hver 3. ledige lejlighed i disse afdelinger til rådighed som erstatningsbolig efter §§ 144 og 145.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsen kan samtidig hermed bestemme, at ejere af private udlejningsejendomme med mindst 6 beboelseslejligheder skal stille indtil hver 3. ledige lejlighed til rådighed som erstatningsbolig efter §§ 144 og 145.

Stk. 3. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at så længe ejere af private udlejningsejendomme modtager støtte til bygningsfornyelse efter kapitel 3, skal de stille indtil hver 4. ledige lejlighed til rådighed for kommunalbestyrelsen til løsning af påtrængende boligsociale problemer i kommunen.

Stk. 4. Kommunalbestyrelsen kan kun træffe beslutning efter stk. 1 og 2, såfremt den samtidig bestemmer, at halvdelen af ledige lejligheder i kommunens egne beboelsesejendomme stilles til rådighed som erstatningsbolig efter §§ 144 og 145.

Stk. 5. Skønnes behovet for boliger til kommunal anvisning at kunne begrænses til en nærmere bestemt periode, kan kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1-4 tidsbegrænses. Kommunalbestyrelsen kan endvidere undtage nærmere fastlagte kvarterer eller områder i kommunen fra forpligtelsen i stk. 1-4, såfremt den skønner, at der ikke vil være behov for at anvende lejligheder i sådanne områder som erstatningsboliger efter §§ 144 og 145, eller at boligsociale hensyn i øvrigt taler derfor.

Stk. 6. Lejligheder i nybyggeri efter § 9, stk. 1, nr. 9, opført af almene boligorganisationer eller af private bygherrer samt i ombyggede ejendomme, hvor lejligheden er blevet ledige ved opsigelse efter § 142, eller hvor husstanden har fået anvist erstatningsbolig efter § 144, stk. 2, skal ved første udlejning stilles til rådighed som erstatningsboliger efter §§ 144 og 145 samt efter bestemmelsen i § 144, stk. 3, 2. pkt. Dette gælder dog ikke lejligheder, der indgår i byfornyelsesforsøg efter § 21, stk. 2, eller som er gjort egnede for ældre og personer med handicap samt for andre personer med særlige sociale behov.

Stk. 7. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at lejemål om beboelseslejligheder, der bliver ledige, inden de skal fraflyttes, overtages af kommunen eller ved sanering efter saneringsloven den sanerende.

Stk. 8. Ved opgørelse efter stk. 1-4 ses der bort fra lejligheder, der overdrages til ejendomsfunktionærer, samt lejligheder, der overdrages ved bytning, eller som overdrages boligsøgende, der allerede har bolig i samme ejendom. Endvidere ses der bort fra beboelseslejligheder, som står i umiddelbar forbindelse med et forretningslokale og udlejes i forbindelse med dette.

Stk. 9. Ved opgørelse efter stk. 2 ses der, ud over hvad der er angivet i stk. 8, ligeledes bort fra lejligheder, der lovligt agtes benyttet af ejeren, samt lejligheder, hvor ejeren i øvrigt har rimelig grund til at modsætte sig, at disse stilles til rådighed som erstatningsbolig efter §§ 144 og 145.

Stk. 10. Pligten til at stille lejligheder til rådighed som erstatningsbolig efter stk. 1, 2 og 4 gælder uanset modstående bestemmelser i vedtægter eller servitutter, men er i så fald betinget af, at den lejer, der anvises, opfylder de særlige vilkår, der gælder for overtagelse af sådanne lejligheder. Pligten til at stille lejligheder til rådighed efter stk. 3 gælder kun i det omfang, nuværende lejeres rettigheder ikke tilsidesættes.

Stk. 11. En ejer kan ikke tilpligtes at udleje en lejlighed efter ovenstående regler, hvis der på grund af den anviste lejers eller dennes husstands forhold eller andre særlige omstændigheder er rimelig grund til at modsætte sig udlejningen.

Stk. 12. Ejerens pligt i henhold til stk. 1 og 2 anses for opfyldt i det omfang, ejeren med kommunalbestyrelsen, et godkendt byfornyelsesselskab eller en anden af kommunalbestyrelsen antaget rådgiver indgår aftale om, at kommunalbestyrelsen, byfornyelsesselskabet eller rådgiveren inden for en vis periode kan disponere over lejligheder som erstatningsboliger i et antal, der mindst svarer til det i stk. 1 og 2 anførte. Aftalen mellem ejeren og byfornyelsesselskabet eller rådgiveren anmeldes af ejeren til kommunalbestyrelsen.

Stk. 13. Er flere ejendomme, der ejes af samme ejer, opført kontinuerligt som en samlet bebyggelse, og har disse ejendomme fælles friareal eller nogen form for driftsfællesskab, skal opgørelsen af pligten efter stk. 2, 8 og 9 beregnes for den samlede bebyggelse.

Kilde: Retsinformation.dk